Regeringen åbner nu en dør på klem for at ændre sin egen integrationspolitik i den udlændingepakke, som Dansk Folkeparti har krævet som betaling for at støtte en skattereform.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bekræfter, at den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU) er på bordet i forhandlingerne.
IGU'en er ellers et af regeringens prestigeprojekter, der faldt på plads i forbindelse med trepartsaftalen i 2016, og som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har store aktier i.
Den har som formål at få flere flygtninge ud på arbejdsmarkedet, og tal fra Danmarks Statistik viste for nylig, at antallet af flygtninge i arbejde er steget 323 procent siden 2015.
- Vi diskuterer også IGU'en, men det vil jeg lade blive inde ved forhandlingsbordet, siger Inger Støjberg.
Afviser strammere regler
Til gengæld afviser Inger Støjberg umiddelbart muligheden for stramme familiesammenføringsreglerne for de midlertidigt beskyttede, som ellers er et bastant krav fra Dansk Folkeparti.
- Det har vi kigget meget grundigt på, men der er helt klart nogen konventionsbindinger i forhold til det. De tre år er grænsen umiddelbart for, hvad man kan, siger hun.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalte i sidste uge, at der med udlændingeaftalen bliver tale om et "paradigmeskifte" i dansk udlændingepolitik.
Dermed kom han Dansk Folkeparti i møde, der har opstillet krav om blandt andet at droppe danskundervisningen for flygtninge, men også at styrke flygtninges kompetencer, så de er bedre rustet, når de rejser hjem fra Danmark.
Støjberg: Bøtten vendes
Ifølge Inger Støjberg drejer forhandlingerne sig særlig om et øget fokus på, at flygtninge med midlertidig beskyttelse ikke skal integreres i Danmark, som de ellers bliver i dag.
- Fokus er, at de skal hjem igen. I stedet for at blive mødt med en permanent bolig og en integrationsplan, så er det en midlertidig bolig og en plan for hjemsendelse og selvforsørgelse.
- Så derfor vender vi bøtten på hovedet, så nu handler det om at sætte fokus på, at man skal hjem igen. Man har jo haft fokus på, at folk skulle integreres, når de kom her. Det fokus er ændret, siger Inger Støjberg.
Til gengæld ser det ud til, at regeringen fastholder, at flygtningene stadig skal have mulighed for at arbejde i Danmark, men det bliver på en ny måde, lyder det.
- De skal stadig arbejde, men med det fokus, at man skal hjem igen. Og det kommer lidt an på de kurser og virksomhedspraktikker, som man kan komme på, om det er nogle ting, der er rettet mod, at man kan komme hjem og bruge den viden derhjemme, siger Inger Støjberg.