Martin Henriksen: Politisk vilje fra regeringen er afgørende

Regeringen går meget op i at overholde de internationale konventioner, siger DF-udlændingeordfører.

Christian Langballe (til venstre) og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti forhandler i disse dage udlændingestramninger hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Dansk Folkeparti har sat regeringens jurister på overarbejde med deres klare krav om, at gruppen af flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal fratages muligheden for at få familiesammenføring - og nemmere kunne sendes tilbage til deres hjemlande.

Notater og juridiske vurderinger flyver frem og tilbage mellem forskellige ministerier og Dansk Folkepartis kontorer på Christiansborg. Og det er særdeles vanskeligt stof, lyder det fra udlændingeordfører og chefforhandler Martin Henriksen (DF).

- Der er ingen tvivl om, at noget af det, vi er kommet med, der vil de fleste nok sige, at det måske lige er på kant med nogle af konventionerne. Det gør selvfølgelig, at det er vanskeligt rent juridisk – også at håndtere for regeringen, siger han.

Som reglerne er i dag, kan gruppen af midlertidigt beskyttede flygtninge tidligst ansøge om familiesammenføring efter at have opholdt sig i Danmark i tre år. En højesteretsdom afgjorde for godt en måned siden, at det ikke strider imod Danmarks internationale forpligtelser.

Først ét år

Da den tidligere SR-regering i februar 2015 indførte, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus måtte vente op til ét år på at få familiesammenføring, sagde daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) ellers, at det var så langt, man kunne gå i forhold til konventionerne.

Den udvikling i fortolkningen af, hvad der kan lade sig gøre inden for konventionerne, har Martin Henriksen båret ind til forhandlingsbordet.

- Først indførte vi en 1-årsregel. Der sagde juristerne i Justitsministeriet, at man ikke kunne gå længere. Så indførte vi en treårsregel, og der var mange, der sagde, at det kunne ikke lade sig gøre. Men nu har Højesteret godkendt det.

- Og vi arbejder selvfølgelig på at se, om vi kan komme videre af det spor – om vi kan suspendere retten til familiesammenføring midlertidigt eller forlænge treårsreglen til en fireårs- eller femårsregel, siger Martin Henriksen.

DF: Vi vil gå til kanten

Han fortæller, at regeringen går meget op i, at Danmark overholder de internationale forpligtelser, der ligger i konventionerne.

- Det er meget vigtigt for dem, og vi prøver så at se, hvor langt vi kan komme og gå til kanten. Hvor meget kan vi presse citronen:

- Det er jo vigtigt at sige, at vi tidligere har fået at vide, at noget ikke kunne lade sig gøre, og så arbejdede man med det politisk og juridisk, og så viste det sig faktisk, at det godt kunne blive gennemført. Det viser, at hvis der er en politisk vilje, så er der også et rum for, hvad vi kan få igennem, siger Martin Henriksen.

Og I synes ikke, det er nødvendigt at overholde konventionerne?

- Vi vil i første omgang gerne gå til kanten. Der er forskellige veje, man kan gå. Noget kan man gøre inden for konventionerne, med noget skal man gå til kanten. Måske skal man se, om man kan fortolke det lidt anderledes, og hvad der er praksis i andre lande, siger DF-ordføreren:

- Det handler dels om politisk vilje fra regeringens side, men også om hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. Vi har at gøre med et system, der har fungeret på en bestemt måde i 20-30 år, og når vi kommer og siger, at vi vil lave det system om, så tager det noget tid, siger Martin Henriksen.

Svært at blive færdige

Han vil nødig udtale sig om det forløb, der udspiller sig i blå blok, hvor LA så sent som i går aftes afviste at udstede en garanti for, at man vil stemme for finansloven, hvis der ikke ligger aftaler om skat og udlændinge om ti dage.

- Der foregår drøftelser mellem statsministeren og Dansk Folkepartis formand, og det er mere oplagt, at de svarer på det, siger Martin Henriksen.

Kan man forestille sig, at en skatteaftale bliver færdig og en udlændingeaftale ikke bliver færdig, så man laver aftale om skat først?

- Det har jeg umiddelbart svært ved at se for mig.

Hvorfor?

- Fordi at der er nogle ting, der er vigtige for regeringen, blandt andet en skatteaftale, og nogle ting er vigtige for Dansk Folkeparti – det er udlændinge og hjemsendelser. Vi synes ikke, at skattelettelser redder nationen på lang sigt. Der er vi ovre i det, der hedder udlændingepolitik og sikre, at vi passer på Danmark.

FLYGTNINGE MED MIDLERTIDIG BESKYTTELSESSTATUS

  • En særlig gruppe af asylansøgere på såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus er i de tre første år, de opholder sig i Danmark, forhindret i at få familiesammenføring.

  • Det er næsten udelukkende syrere, der får midlertidig beskyttelsesstatus, og de venter tre år, før de kan få deres familie hertil.

  • Når man er under midlertidig beskyttelsesstatus betyder det, at man ikke er personligt forfulgt, men alligevel har behov for beskyttelse, for eksempel på grund af borgerkrig i et land som i Syrien.

  • 2.475 personer fik i 2016 midlertidig beskyttelsesstatus. Det svarer til 34 procent af alle, der fik asyl. 41 procent af syrerne fik denne status.

  • I indeværende år har kun 672 flygtninge fået tildelt den status.