Mette Frederiksen opfører sig uansvarligt og er ved at begå løftebrud.
Sådan lyder anklagen fra SF rettet mod statsminister Mette Frederiksen (S) i sagen om miljøkatastrofen ved virksomheden Nordic Waste i Randers.
- Jeg er enormt skuffet over det manglende ansvar, der bliver taget fra særligt Socialdemokratiet lige nu i forhold til at sikre en ordentlig tryghed for borgerne i Randers, så de ikke kommer ud i store besparelser på ældre og børn for at kunne betale regningen efter Nordic Waste-skandalen, siger SF's politiske ordfører, Signe Munk.
Kritikken kommer, efter at miljøminister Magnus Heunicke (S) i onsdags afviste, at regeringen ville betale for hele oprydningen efter Nordic Waste-skandalen.
Men det mener SF står i skærende kontrast til det, som statsminister Mette Frederiksen lovede borgerne i kommunen, da hun besøgte jordskreddet i januar.
- Det her risikerer at blive et svigt af alle borgere i Randers, for hvis der ikke kommer en økonomisk løsning, så er der kun et sted at spare, og det er jo på de store velfærdsområder, siger Signe Munk.
Er det et løftebrud?
- Mette Frederiksen og regeringen bevæger sig på kanten af et løftebrud, for statsministeren sagde jo klart og tydeligt, da hun besøgte borgerne i Ølst, at det ikke skulle gå ud over børnehaverne og plejehjemmene, at Nordic Waste har opført sig uansvarligt, siger Signe Munk.
Skal ikke gå ud over børn og ældre
Det var, da sagen om Nordic Waste for alvor fyldte i mediebilledet i januar, at Mette Frederiksen besøgte jordskreddet i landsbyen Ølst ved Randers.
På spørgsmålet om, om hun kunne love borgerne i Randers Kommune, at de ikke kommer til at hænge på en regning for oprydningsarbejdet, svarede Mette Frederiksen:
- Vi kan i hvert fald sige, at det vil være fuldstændig urimeligt, at det er børnehavebørnene eller de gamle i Randers, der skal betale for, at en virksomhed ikke selv vil bidrage.
Så kan I garantere, det ikke bliver borgerne, der skal betale for det her?
- Nu forfølger myndighederne og regeringen de spor, vi forfølger. Så skal I jo også lytte efter, hvad jeg siger i dag: Selvfølgelig er det ikke rimeligt, hvis det er børnene i Randers eller de gamle, der skal betale regningen, fastslog Mette Frederiksen.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i januar at afsætte 205 millioner kroner til oprydningsarbejdet. Men de penge rækker ikke, og derfor kan regningen potentielt ende hos skatteborgerne i Randers Kommune.
Da miljøminister Magnus Heunicke svarede på spørgsmål om sagen i Folketinget i onsdags, understregede han, at regeringen har levet op til løfterne.
- Jeg kan fuldstændig afvise, at der skulle være tale om løgn eller løftebrud. Staten har givet ekstraordinært store tilskud til Randers i den her meget vanskelige og exceptionelle situation, ligesom staten selv har afholdt regninger i den periode, hvor vi havde ansvaret for håndtering af situationen deroppe, lød det fra ministeren.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor stor regeringen for oprydningsarbejdet ender med at blive. Men rådgivningsfirmaet Cowi har tidligere i en rapport estimeret, at det kan koste op mod 2,2 milliarder kroner at fjerne de i alt tre millioner kubikmeter jord.
'Et løftebrud'
Danmarksdemokraternes miljøordfører, Hans Kristian Skibby, tøver ikke med at beskylde statsministeren for løftebrud.
- Det er et løftebrud. Hvis ikke de penge kommer, ender regningen jo hos borgerne i Randers, siger Hans Kristian Skibby.
Han mener, at miljøministerens udtalelser i Folketinget forleden harmonerer meget dårligt med Mette Frederiksens løfter til Randers-borgerne.
- Det står jo i klar modsætning, det kan enhver jo næsten høre. Jeg synes bestemt ikke, man kan stå i salen og sige, at "nu er den ged barberet", for det er den jo ikke. Vi skal have ansvaret fordelt, inden ministeren kan afvise, at der skal findes flere penge, siger Hans Kristian Skibby.
Både Danmarksdemokraterne og SF kræver, at regeringen finder en løsning, så borgerne i Randers ikke hænger på regningen.
- Regeringen skal komme med en model, som sikrer, at det ikke er velfærden i Randers, der skal holde for, siger Signe Munk.
Borgmester: Kommunen kan ikke løfte regningen
Randers socialdemokratiske borgmester, Torben Hansen, har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at udgangspunktet er, at forureneren skal betale.
Han skriver videre, at det er kendt, at udgifterne for Randers Kommune er væsentligt højere end de 146 millioner kroner, som kommunen indtil videre har modtaget af staten.
- Det er et beløb, Randers Kommune ikke kan løfte. Det har vi hele tiden sagt. Vi er for øjeblikket ved at opgøre de samlede forventede udgifter, og det er vi ikke klar til at præsentere endnu.
Han skriver også, at der er en "god dialog" med regeringen.
Statsminister Mette Frederiksen stiller ikke op til interview, men henviser til miljøministeren. Miljøminister Magnus Heunicke stiller heller ikke op til interview, men henviser til sine udtalelser i Folketingssalen fra i onsdags.