SF boykotter åbningsgudstjeneste i protest mod ministers præstevalg

Den præst, der skal prædike før Folketingets åbning, kritiseres for at have sammenlignet homoseksuelle og pædofile.

SF-formand Pia Olsen Dyhr boykotter Folketingets åbningsgudtjeneste i protest mod kirkeministerens valg af præst. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Der vil ikke være en eneste SF'er at finde på kirkebænken i Christiansborg Slotskirke, når der i morgen er gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning.

SF's syv folketingsmedlemmer vil alle blive væk fra gudstjenesten i protest mod kirkeminister Mette Bocks (LA) beslutning om, at det skal være valgmenighedspræsten Morten Kvist, der skal prædike.

- Vi er alle sammen enige om, at vi ikke kan deltage, når der er en valgmenighedspræst, der har sådan et syn på homoseksualitet, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

Den 63-årige Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup og har i årevis været en aktiv samfundsdebattør - blandt andet som medlem af Etisk Råd og Islamkritisk Netværk - og han har blandt andet argumenteret imod kirkelige vielser af homoseksuelle.

Tilbage i 2008 kom Morten Kvist for alvor i modvind, da han stillede sig kritisk over for, at Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn. I et interview med Politiken udtalte han, at der "nemt kan gå rettighedsfundamentalisme i det":

- For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det?

Her ti år senere fastholder Morten Kvist sit synspunkt om, at det er bedst for børn at vokse op med en mor og en far. Men han føler sig misforstået, for han synes modsat sine kritikere ikke, at han med sin udtalelse sammenlignede homoseksuelle med pædofile.

"Det er en svær beslutning for mig som kristen"

Det er ikke alle SF'ere, der hvert år deltager i den traditionsrige åbningsgudstjeneste, men Pia Olsen Dyhr har selv været med alle år. Og hun er ked af, at hun ikke skal med i år.

- Det er faktisk en svær beslutning for mig som kristen ikke at komme til gudstjenesten, for jeg synes, at det er vigtigt at holde fast i gode traditioner. Men jeg har besluttet, at jeg ikke kommer i morgen, fordi Folketingets åbning er en festdag, der skal samle os – og ikke splitte os. Og det gør den her præst, siger SF-formanden.

- Som religiøs forkynder har han et særligt ansvar, og når han sætter spørgsmålstegn ved homoseksuelles rettigheder og deres evne til at tage sig af børn – og endda drager pædofili ind i den sammenligning – så er han gået over stregen. I hvert fald, hvis han skal have lov til at holde gudstjenesten på sådan en traditionsrig dag.

Havde det været en imam, der havde fremsat samme synspunkter om homoseksuelle, havde "forargelsen og fordømmelsen været massiv fra alle sider", mener Pia Olsen Dyhr:

- Nu er det så en præst, der siger det, og så synes jeg faktisk, at både ministeren og hele Folketinget burde have modet til at stå op for vores fælles værdier og rettigheder – det handler om ligestilling og om retten til at være den seksualitet, man er.

Mener du dermed, at kirkeministeren skal tjekke op på, hvad præsten mener, og om det ligger inden for ministerens egen politiske overbevisning, før hun udpeger ham?

- Nej, for jeg mener ikke, at det handler om politisk overbevisning. Det handler ikke om SF’s værdier eller Liberal Alliances værdier. Det handler om nogle grundlæggende værdier om frihed og tolerance i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun er ikke det eneste folketingsmedlem, der stejler over kirkeministerens præstevalg. Også politikere fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og Alternativet har kaldt det kontroversielt og et forkert politisk signal at sende.

Mette Bock: SF slår politisk plat på sagen

SF slår politisk plat på sagen, og det er bestemt ikke klædeligt, lyder modsvaret fra Mette Bock:

- Det er virkelig langt ude. Åndsfriheden i Danmark er i den grad under pres i disse år, og det er åbenbart ikke folk, der kommer udefra, der presser åndsfriheden og ytringsfriheden – det er også vores egne folkevalgte politikere, og det er et dybt bekymrende skred.

Der er forskel på en talerstol og en prædikestol, fortsætter ministeren:

- Det står SF frit for at blive væk – jeg håber, de må hygge sig et andet sted – og så må vi andre jo lægge øre til en prædikant, der har stor teologisk indsigt, og som jeg glæder mig til at lytte på, selvom jeg er politisk uenig med ham, sådan som han er refereret.

- Demokrati handler netop om at lade uenigheder mødes. Mit mål har ikke været at finde en præst, der kan samle. Mit mål har været at finde en dygtig prædikant, siger Mette Bock.

Hun har valgt valgmenighedspræsten Morten Kvist for at markere 150-året for valgmenighedsloven, der i 1968 åbnede for, at hvis mindst 50 personer slutter sig sammen om at betale udgifterne til præstens løn og kirkens drift, så kan man få godkendelse som selvstændig menighed inden for Folkekirken.

Mette Bock understreger, at hun støtter "100 procent op" om, at homoseksuelle har de samme rettigheder som alle andre og afviser fuldstændig, at hun med sit valg af præst splitter Folketinget:

- Det er da ikke mig, der splitter Folketinget. Det er da SF, der splitter sig selv. Og de andre venstrefløjsordførere. Det er da dem, der vælger at lave en splittelse ud af det her. Det er da ikke Morten Kvist eller mig som kirkeminister.

- At der er nogle, der kun kan tåle at være sammen med nogen, de er politisk enige i, det er jo et politisk ekkokammer, man lukker sig indeni. Det er ikke godt for et demokrati, siger ministeren.