Blå kirkeordførere støtter ministers præstevalg: Han har holdninger med kant

- Jeg kan godt lide præster, der har en holdning – selvom man kan være uenig med den, siger Naser Khader (K).

De Konservatives kirkeordfører, Naser Khader, kan modsat sine ordførerkolleger i oppositionen ikke se noget galt i, at kirkeminister Mette Bock (LA) har valgt valgmenighedspræsten Morten Kvist til at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

En række oppositionspolitikere kritiserer i skarpe vendinger kirkeminister Mette Bocks (LA) valg af præst til den traditionelle gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i forbindelse med Folketingets åbning på tirsdag.

Det er både kontroversielt, forkert og dumt, at valget er faldet på valgmenighedspræst Morten Kvist fra Herning, lyder kritikken, der især er rettet mod præstens udtalelser om homoseksualitet.

Men ministerens præstevalg har derimod fuld opbakning fra to borgerlige kirkeordførere, nemlig Venstres Carl Holst og De Konservatives Naser Khader.

- Jeg kan godt lide præster, der har en holdning – selvom man kan være uenig med den. Der er ikke noget mere kedeligt end præster, der pakker tingene ind i politisk korrekt indpakning. Så jeg glæder mig til at høre ham, for han er en dygtig præst, siger Naser Khader.

Også Carl Holst glæder sig til at sætte sig til rette på kirkebænken, synge med på salmerne og lytte til præstens prædiken på tirsdag:

- Det er et godt valg. Han er en erfaren prædikant. Jeg glæder mig til at høre, hvad han har af budskab til det samarbejdende folkestyre.

- Han prædiker jo ikke nødvendigvis udelukkende med udgangspunkt i de holdninger, han har. Han har nogle holdninger og noget kant. Jeg er enig i noget, uenig i noget andet – men det er ligegyldigt i den her sammenhæng, siger Carl Holst.

Den 63-årige Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup valgmenigheder og har i årevis været en aktiv samfundsdebattør - blandt andet som medlem af Etisk Råd og Islamkritisk Netværk - og han har blandt andet argumenteret imod kirkelige vielser af homoseksuelle.

Tilbage i 2008 kom Morten Kvist for alvor i modvind, da han stillede sig kritisk over for, at Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn. I et interview med Politiken udtalte han, at der "nemt kan gå rettighedsfundamentalisme i det":

- For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det?

Khader: Det er godt, vi bliver udfordret

Morten Kvist fastholder i dag sit synspunkt om, at det er bedst for børn at vokse op med en mor og en far. Men han føler sig misforstået, for han synes modsat sine kritikere ikke, at han med sin udtalelse sammenlignede homoseksuelle med pædofile. Han understreger også, at han er glad for, at homoseksualitet er "både tilladt og anerkendt".

Kritikken fra oppositionspolitikerne er ikke rettet mod Morten Kvists udtalelser - som de ellers også er dybt uenige i - men på kirkeministerens valg af ham til det ærefulde hverv at prædike på Folketingets åbningsdag.

Det sender et forkert politisk signal at vælge en præst, der splitter, lyder det fra blandt andre SF's Jacob Mark, Alternativets Carolina Magdalene Maier og Enhedslistens Pelle Dragsted.

Mette Bock affejer også kritikken. Vi lever i et land, hvor vi skelner mellem politik og religion - og Morten Kvist må mene og sige, præcis hvad han vil - uanset om ministeren så kan være uenig med ham, understreger hun,

Folketingspolitikere skal slet ikke tro, at de har "evnen eller magten" til at kloge sig på den slags, istemmer Carl Holst.

Kan du ikke være enig i, at det er et kontroversielt valg, når du selv siger, at du ikke er enig med ham i alt?

- Overhovedet ikke. Jeg har den tilgang, at forudsætningen for, at jeg ønsker at høre på en person, det er jo ikke, om jeg er enig i alt – men at vedkommende har et synspunkt, som man har en forpligtelse til at lytte til, siger Carl Holst.

Naser Khader er ligesom kritikerne i oppositionen uenig med Morten Kvists holdning til homoseksuelle plejeforældre:

- Men det har han da lov til at mene, siger den konservative kirkeordfører og tilføjer:

- Jeg kan godt lide, at vi bliver udfordret. Hellere det end en præst, der ikke mener så meget.