Det var i de afgørende dage af folketingsvalgkampen i 1998, at en efterhånden legendarisk annonce var med til at afgøre et særdeles tæt valg.
Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen var ifølge meningsmålingerne godt på vej til at fravriste Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet statsministerposten, da emnet boligskat kom højest på dagsordenen.
Uffe Ellemann-Jensen var blandt andet gået til valg på at afskaffe lejeværdien (der i dag går under navnet ejendomsværdiskat), og få dage før selve valget indrykkede Boligselskabernes Landsforening og Lejernes Landsorganisation, som støttede Socialdemokratiet, annoncer i flere landsdækkende aviser.
- Er det lejerne, der skal betale for Jensens skattelettelse? hed det med store typer i annoncerne, som også indeholdt et foto af Uffe Ellemann-Jensens private hjem i Gentofte nord for København.
V-formanden ville ifølge annoncen få en personlig skattelettelse på over 50.000 kroner om året, hvis partiets politik blev til virkelighed, stod der i annoncen.
Poul Nyrup Rasmussen endte som bekendt med at vinde en smal valgsejr, og det var en direkte konsekvens af kampagnen mod Uffe Ellemann-Jensen, mener man i Venstre i dag. På partiets hjemmeside beskrives nederlaget som ”smerteligt” og annoncen som ”beskidte tricks” fra Socialdemokratiets side.
'Vælgerne reagerer skarpt'
Gennem årtier har boligskat spillet en afgørende rolle i forbindelse med danske folketingsvalg. I eftermiddag sætter nutidens generation af politikere sig igen omkring forhandlingsbordet.
De skal lave en aftale om, hvordan fremtidens boligskatter skal se ud - med økonomiske konsekvenser for rigtig mange vælgere.
Historisk set er der ingen tvivl om, at boligpolitik har afgjort op til flere folketingsvalg, lyder det fra valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
- Boligskatten er på alle måder så konkret og håndgribelig, at hvis man drejer på den knap, så kan man flytte mange penge fra nogle familier til andre. Det kan betyde, at vælgerne reagerer skarpt. Det har vi set eksempler på igennem tiden, siger Kasper Møller Hansen.
- Det er den største private investering, mange familier har. Så hvis man begynder at skubbe til status quo, så ændrer man på rigtig mange familiers dagligdag og muligheder. Så det er et område, hvor der er en tendens til, at man er ekstremt konservativ, siger han.
Selvom skatten på jord og fast ejendom har afgørende betydning for mange borgeres privatøkonomi, er det faktisk ikke et område, som danskerne er særligt optagede af til daglig, fortæller valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.
Når man undersøger, hvad vælgerne ser som de vigtigste politiske opgaver, handler det i højere grad om sundhed og integration.
Alligevel kan boligskatten spille en afgørende rolle, når der skal sættes kryds i stemmeboksen, vurderer Rune Stubager.
- Hvis politikerne begynder at interessere sig for det og gennemfører nogle ændringer, som berører mange mennesker på en indgribende måde, er det noget, boligejerne har en meget klar og tydelig interesse i, siger Rune Stubager.
- Man ser jo det tal, der kommer ud, hvor meget man selv skal betale, og hvad det har af betydning for ens økonomi. Så det er meget nemt at forholde sig til, siger han.
Schlüters ikke-politik
Længe før Uffe Ellemann-Jensens nederlag i 1998 har boligpolitik haft afgørende indflydelse på danske folketingsvalg.
Da den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag i 1965 indgik et boligforlig med de borgerlige partier, som blandt andet forhøjede huslejen i lejeboliger af ældre dato, løb partiet ved det efterfølgende valg i 1966 ind i et nederlag og mistede syv mandater. SF, som ikke var med i forliget, gik til gengæld 10 mandater frem.
I næste årti, 1970’erne, spillede boligpolitik også en afgørende rolle, da socialdemokraten Erhard Jakobsen i utilfredshed med sit partis planer om at øge boligskatten for parcelhusejere forlod Socialdemokratiet og stiftede Centrum-Demokraterne. Det udløste det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor CD buldrede ind i Folketinget med 14 mandater.
Et stykke politisk historie, som den konservative statsminister Poul Schlüter givetvis har været dybt bevidst om, da en ung Venstre-boligminister ved navn Thor Pedersen i midten af 1980’erne gav et bud på en ny og liberal boligpolitik.
Til det skal Poul Schlüter have svaret Thor Pedersen:
- Denne regering har ingen boligpolitik, og den er du minister for at udføre.
Skattestop blev borgerlig DNA
Samme Thor Pedersen blev udnævnt til Anders Fogh Rasmussens finansminister i 2001, og allerede året efter fik VK-regeringen indført det såkaldte boligskattestop.
Det indebar, at der blev lagt et loft over det beløb i kroner og ører, som boligejeren betalte i ejendomsværdiskat - værdistigninger på fast ejendom ville derfor ikke udløse yderligere ejendomsværdiskat.
- Vi tog et lille skridt i forhold til at fjerne nogle urimeligheder, siger Thor Pedersen, der stoppede i landspolitik ved folketingsvalget i 2011, men ikke har lagt de skarpe holdninger på hylden:
- Det, Fogh i virkeligheden sagde i 2001, var, at vi må lære at respektere, at det er andre folks penge, vi håndterer.
Ifølge Thor Pedersen skulle skattestoppet også opfattes som et opgør med princippet om, at boligen er et skatteobjekt:
- Det er jo mærkeligt, at det alle har brug for, nemlig en bolig, gøres til et skatteobjekt. Der ligger ingen principper bag skattelovgivningen. Det handler blot om at sige, hvor vi kan hente nogle penge, og det dyrker man til fuldkommenhed.
Den nuværende regerings udspil til en omlægning af boligbeskatningen er reelt et opgør med skattestoppet, selv om det er blevet præsenteret som ”et nyt og forbedret boligskattestop”. I Thor Pedersens optik den helt forkerte vej at gå.
- Det skal jeg beklage. Vi tænkte ’nok er nok’ dengang, men nu forfalder man til at sige, at det var noget skidt at have skattestoppet, siger Thor Pedersen.
Skattestoppet var i det hele taget DNA’et i Anders Fogh Rasmussens epoke og et afgørende instrument i de borgerliges politiske platform siden årtusindskiftet, fortæller Michael Ulveman, som var særlig rådgiver for Fogh mellem 2005 og 2009:
- De borgerlige manglede troværdighed på hele skatteområdet. Man havde tabt valg på skat tidligere, både under Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, siger Ulveman.
- Skattestoppet skulle overbevise vælgerne om, at de borgerlige var troværdige, og at de trygt kunne regne med, at der hverken ville komme skattestigninger eller voldsomme skattelettelser. Man havde tidligere prøvet at gå til valg på skattelettelser, hvor det lykkedes venstrefløjen at få skabt en fordelingspolitisk diskussion i valgkampen, som de borgerlige tabte gang på gang, siger han.
Derfor er Michael Ulveman ligesom Thor Pedersen forundret over, at den nuværende regering reelt har aflivet skattestoppet.
- De mister deres afgørende politiske, ideologiske greb, som de har haft i forhold til Socialdemokratiet og venstrefløjen. Så er de bare blevet et parti som alle andre, der ikke vil afskrive sig retten til at skrue boligskatterne i vejret, siger han.
Trods skattestoppet oplevede mange boligejere, at grundskylden blev ved med at stige, og at man dermed reelt oplevede skattestigninger. Det har genoplivet boligskatten som et følsomt politisk emne. Samtidig stod det i 2013 klart, at rigtig mange boligejere betaler skat af en forkert vurdering. Alt i alt er skattestoppets politiske velsignelse udløbet, og nu skal politikerne igen til at strikke et nyt system sammen.
Foghs brev
Det var i høj grad sporene fra 1998, der skræmte, da Venstre med Anders Fogh Rasmussen i spidsen lancerede ideen om et skattestop.
Analysen i toppen af partiet var, at boligskat helst ikke skulle spille den samme store rolle under valgkampen i 2001, som den havde gjort ved tidligere valg. Så ville man igen få det svært i kampen mod Socialdemokratiet og resten af partierne til venstre for midten.
Skattestoppet skulle derfor bruges til at neutralisere angreb fra den flanke, så Fogh & co. i valgkampen blot kunne henvise til forslaget om et skattestop, hvor man lovede ikke at hæve skatterne, men på den anden side heller ikke havde i sinde at sænke dem.
Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001, blev statsminister og brugte i de kommende år skattestoppet som et politisk våben med stor succes. De borgerlige havde overtaget skattepolitikken som vindersag.
Ved valget i 2007 blev boligskatten igen et tema i folketingsvalgkampen.
Kort før selve valgdagen sendte Anders Fogh Rasmussen et brev til flere tusinde boligejere – og sørgede også for at komme i pressen med det – hvor han forsøgte at skabe tvivl om Socialdemokratiets skatteplaner.
- Det var et kneb i en valgkamp at gå så offensivt ud direkte til boligejerne lige inden valgdagen. For vi ved, at når man står i stemmeboksen, så er det ens private økonomi, der tæller allermest, siger Michael Ulveman.
- Naturligvis var tingene sat på spidsen, som de altid er i en valgkamp, men det var jo rigtigt nok. De ville ikke udelukke, at de ville forhøje boligskatterne. De var kritiske overfor skattestoppet og mente, at det var en skævvridning af økonomien til fordel for boligejeren, siger han.
Selve folketingsvalget i 2007 blev aldrig rigtig spændende, og Fogh kunne for tredje gang danne regering.
Kapløbet i 2011
Det var også spørgsmålet om boligejernes økonomi, som forud for folketingsvalget i 2011 fik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og især oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) ud i et regulært kapløb om at komme i medierne.
Thornings nærmeste rådgivere havde i slutningen af august 2011 fået nys om, at Løkke ville lancere en vækstpakke til landets boligejere for at tø det frosne boligmarked lidt op.
I et forsøg på at stikke en kæp i hjulet på VK-regeringens boligudspil, ville Helle Thorning-Schmidt med opbakning fra SF-formand Villy Søvndal gå på tv en lørdag aften for at opfordre Lars Løkke Rasmussen til at sætte gang i forhandlinger, der skulle føre til et nationalt kompromis om at få sat gang i boligmarkedet.
Altså en opfordring til at gøre præcis det, som Lars Løkke Rasmussen havde tænkt sig.
Da det gik op for Venstres folk, hvad Socialdemokratiet og SF havde i sinde, gik et kapløb i gang om at komme i medierne som de først og bebude en hjælpende hånd til boligejerne.
Morgenavisen Jyllands-Posten lavede efterfølgende en minutiøs rekonstruktion af den begivenhedsrige lørdag i august 2011, og avisens reportere endte med at konkludere følgende:
- Lørdag aften vinder Løkke kapløbet på tid. Men på begge sider fremstår forløbet noget kaotisk og panikagtigt. Det er tydeligt, at S og SF er sluppet godt af sted med at hugge kronjuvelen i regeringens valggrundlag, og at Løkkes valgplan er vingeskudt.
Rød blok fik som bekendt flertal efter valget i september 2011, og Helle Thorning-Schmidt afløste Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
'Hvem er du?'
I den sidste tv-duel aftenen før folketingsvalget i juni 2015 udspandt der sig et nyt drama om boligskatten – med et håndtryk i hovedrollen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt valgte pludselig at forlade sin plads under TV 2's partilederdebat for at gå hen til Lars Løkke Rasmussen.
Her rakte hun hånden frem og spurgte, om han ville lave en aftale om at holde boligskatterne i ro frem til 2025 – i dag er der en bred politisk aftale om, at boligskatterne ikke stiger frem til 2020.
- Nu giver vi håndslag på, at vi ikke hæver boligskatten, sagde hun.
Men det afslog Lars Løkke Rasmussen.
- Hvem er det, jeg giver hånd til?, spurgte Løkke:
- Hvem er du? Er du formand for Socialdemokratiet, er du statsminister? Dækker det ham derovre? spurgte Løkke og pegede mod De Radikales leder, Morten Østergaard, der gik til valg på at stoppe fastfrysningen af boligskatterne.
Thornings svar lød:
- Jeg er statsminister.
Se Helle Thorning-Schmidt forsøge at give Lars Løkke Rasmussen et håndtryk:
Nu er Løkke statsminister, og hans forhenværende rene Venstre-regering sørgede i november for, at der blev indgået en bred aftale om et nyt ejendomsvurderingssystem, som fra 2019 skal give mere retvisende vurderinger af danskernes ejendomme og grunde.
Partierne bag aftalen er også enige om, at det er en bunden opgave at finde en holdbar model for boligbeskatningen inden sommerferien, men med historikken i baghovedet og den nye S-DF-alliance er det svært at forestille sig, at der ikke på et eller andet tidspunkt opstår ny ballade.