Advarsel. Denne analyse tager udgangspunkt i et hvad-nu-hvis-scenarie og er altså i høj grad hypotetisk.
Hvad-nu-hvis-scenariet består i at antage, at efterårets højspændte politiske drama rent faktisk ender med, at Anders Samuelsen og Liberal Alliance vil vælte statsminister Lars Løkke Rasmussen, fordi han ikke kan levere 90 mandater til at vedtage LA’s ultimative krav om at sænke topskatten for alle med fem procentpoint.
Bliver der så valg?
Nej, det gør der ikke nødvendigvis. I hvert fald ikke lige med det samme.
Politisk rent mistillidsvotum
Anders Samuelsens trussel består i, at hvis ikke Løkke har leveret den krævede topskattelettelse inden jul, så fremsætter LA et mistillidsvotum. Planen er, at det skal være helt ”politisk rent”, så alle partier i rød blok uden problemer kan stemme for det.
Der vil altså ikke stå et ord i LA’s mistillidsvotum om topskat. Der vil alene være en formulering om, at partiet ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen.
Sådan et mistillidsvotum vil partierne i rød blok være klar til at stemme for. Også i det scenarie, hvor Socialdemokraterne eventuelt har lavet en politisk aftale om 2025-planen med regeringen og Dansk Folkeparti. Hvis der er en chance for at komme af med Løkke, så vil Socialdemokraterne gribe den.
Logikken i den socialdemokratiske forklaring vil være, at aftalen jo består. S, V og DF må antages stadig at have flertal efter et valg, og så kan aftalen blive til lovgivning. Nu gerne med Mette Frederiksen i Statsministeriet.
Samuelsens besværlige klemme
Stillet overfor et mistillidsvotum skal Løkke gå af. Men han behøver ikke straks at udskrive valg. Han kan gå til dronningen og meddele, at der er et flertal imod hans smalle Venstre-regering, og at han vil anbefale en ny dronningerunde for at få afklaret, hvordan der kan dannes en ny regering, som ikke har et flertal imod sig. I den situation vil statsministeren være parlamentarisk rådgiver for dronningen.
Det kunne sætte Anders Samuelsen i en besværlig klemme. For hvis han lige har væltet Lars Løkke Rasmussen, kan han så troværdigt gå til dronningen og igen pege på Løkke som kongelig undersøger. Det vil sige den person, der får til opgave at undersøge mulighederne for at danne en regering.
Samuelsen kan vælge at pege på Løkke, men med det mandat, at han skal danne en regering, der har flertal for at sænke topskatten med fem procentpoint. Men det vil formentlig være lige så svært/umuligt som nu. Selv om partierne har været en tur forbi dronningen.
Og hvis Samuelsen ikke vil pege på Løkke, hvem skal han så pege på? Liberal Alliance kan ikke hoppe over til den anden side og pege på S-formand Mette Frederiksen. Så de skal finde en anden løsning i blå blok.
Fastlåst parlamentarisk situation
En mulighed kunne være, at Anders Samuelsen peger på sig selv. I den situation vil der være flest mandater bag Mette Frederiksen som forhandlingsleder eller kongelig undersøger. Det gør hende imidlertid ikke til statsminister – med mindre hun kan lokke Dansk Folkeparti til at skifte side, hvilket er meget tvivlsomt. Det er tiden næppe moden til endnu.
Og uden DF eller andre overløbere vil Mette Frederiksen ikke kunne danne regering. I Danmark har vi negativ parlamentarisme, så der må ikke være et flertal imod en regering, og hvis ingen skifter side, vil der stadig være 90 mandater, som er imod Mette Frederiksen som statsminister.
Sådan en fastlåst parlamentarisk situation kan der gå flere højspændte uger med. Eventuelt også flere omgange dronningerunder. Efter valget i 1988 skulle der fire dronningerunder til, før Poul Schlüter kunne danne sin KVR-regering.
Presset på Samuelsen
I den tid ville Anders Samuelsen og Liberal Alliance komme under massivt pres fra Lars Løkke Rasmussen og resten af blå blok. Formentlig også fra erhvervslivet og det borgerlige bagland.
Formålet kunne være at få Samuelsen til at besinde sig, inden det blev nødvendigt at udskrive valg. Eller hvis det ikke lykkedes, så på valgdagen at forsøge at stjæle så mange som muligt af de LA-vælgere, som ikke bryder sig om Samuelsens ultimative linje.
Hvis Løkke ender med at udskrive valg. Enten med det samme eller efter nogle omgange med nyttesløse dronningerunder, vil Anders Samuelsen stadig stå med en parlamentarisk udfordring.
For hvem skal han pege på som sin statsministerkandidat i en valgkamp? Erfaringen siger, at det er svært for et parti at være i valgkamp uden at ville fortælle vælgerne, hvem man vil gøre til statsminister. Men kan han pege på Løkke, som han lige har væltet? Udfordringen vil være den samme som ved en dronningerunde.
Vælte Løkke igen, og igen, og igen?
Og hvad nu hvis der efter et valg igen er blåt flertal, og Løkke igen kan blive statsminister.
Skal Anders Samuelsen så endnu en gang møde ham med et krav om topskattelettelser og en trussel om at vælte ham, hvis han ikke leverer. Og så videre.
Når Anders Samuelsen bliver stillet spørgsmål om de mulige parlamentariske vanskeligheder efter en aktiveret trussel, lyder svaret hver gang, at det ikke kommer dertil. Fordi nervekrigen naturligvis vil ende med, at han får sin topskattelettelse på fem procentpoint.