Thulesen Dahl: Ingen ultimative krav til 2025-plan

Der er flere punkter i regeringens 2025-plan, som Dansk Folkeparti håber på at forhandle om, siger partiets formand.

Dansk Folkeparti vil hverken have topskattelettelser eller hæve pensionsalderen, siger Kristian Thulesen Dahl. (Arkivfoto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016) (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Det er langt fra alle punkter i regeringens 2025-plan, der vækker jubel hos Dansk Folkeparti, lyder det fra partiets formand, der indtil i aften har forholdt sig tavs omkring planen.

- Vi synes ikke, det er nu, at der er plads til skattelettelser til de højest lønnede, siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.

Han kan ikke forstå, at Liberal Alliance har topskattelettelser som et ultimativt krav, der skal på bordet, før partiet vil stemme for planen.

- Det er et af de punkter, vi for alvor er imod, siger han.

Imod højere pensionsalder

Heller ikke en højere pensionsalder er noget, som Dansk Folkeparti har lyst til at stemme for.

- Når man piller ved pensionsalderen, så rører man ved folk, der er syge og nedslidte, og som har brug for at komme væk fra arbejdsmarkedet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Glad for droppet nulvækst

Til gengæld vækker det glæde, at Venstre nu er gået væk fra at ville have nulvækst, som Dansk Folkeparti har kæmpet imod i flere år.

- Vi har hele tiden stået fast på, at der skal være plads til en beskeden vækst i de offentlige udgifter for at sikre nogle ordentlige sygehuse og ældrepleje, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Med den plan, vi ser nu, der har Venstre definitivt sagt, at der skal være plads til en reel vækst. Nu kommer vi så til at slås om, hvor stor den skal være, tilføjer han.

Men selv om Dansk Folkeparti er kritisk over for flere punkter i 2025-planen, så er der plads til forhandling.

- Vi stiller ingen ultimative krav, siger han.