Hvis du synes, at "ejendomsværdiskat" er et bøvlet ord at sige og forstå, så prøv den gamle betegnelse: "Lejeværdi af egen bolig". Skatten - og navnet - blev ændret i år 2000, og året efter overtog Anders Fogh Rasmussen og Venstre statsministerposten for fluks at indføre det skattestop, som han havde lovet danskerne i valgkampen.
Skattestoppet omfattede ejendomsværdiskatten, som reelt blev låst fast i kroner og øre, så den ikke kunne overstige niveauet fra 2002.
Det skulle sikre tryghed for boligejerne.
Boligskat er en historisk kampplads
Reelt var der tale om et gigantisk kompromis med Venstres egen politik op gennem 90'erne, hvor lejeværdien af egen bolig var blevet en politisk kampplads.
De borgerlige anså det for at være en dybt urimelig beskatning af boligejerne.
Men da Socialdemokraterne i valgkampen i 1998 bragte annoncer med billeder af Uffe Ellemann-Jensenss hus i Hellerup med en beregning af, hvor meget billigere V-formanden ville slippe i skat, hvis han blev statsminister og fik sin vilje, blev det for alvor klart, hvor politisk følsom boligskatten er.
Mange udlagde den annonce som en af de vigtigste grunde til, at Uffe Ellemann aldrig blev statsminister, og det slagsmål havde Anders Fogh Rasmussen ikke tænkt sig at geråde sig ud i med Poul Nyrup i 2001-valget.
Så nu gik Venstre ind for et skattestop, hvilket i sig selv var en hidtil uhørt bedrift at forestille sig gennemført.
Politisk virkede det. Anders Fogh Rasmussen vandt tre valg i træk og skrev historie, og da Lykketoft undervejs forsøgte med en socialedemokratisk udgave af skattestoppet - kaldet skatteloftet - kom han grueligt galt afsted.
Det var for svært at forklare overfor det enkle skattestop. Men sagkundskaben var ikke begejstret.
Økonomerne advarede mod skattestoppet
Vismændene i Det Økonomiske Råd har igen og igen advaret om, at skattestoppet generelt og således også på ejendomsværdiskatten var et samfundsøkonomisk problem.
Alligevel var det så kraftigt et politisk våben, at Helle Thorning-Schmidts regering i 2011 overtog det.
Så meget for det historiske, for nu er det slut med boligejernes skattestop.
Lars Løkke Rasmussen har allerede aflivet store dele af skattestoppet, og dets politiske værdi har i mange år været faldende.
Men boligejerne er en magtfaktor, man tænker sig ualmindelig godt om, før man går op imod - i hvert fald de nuværende.
De kommende er der ikke helt den samme frygt for at ramme, for det er i høj grad dem, der kommer til at betale i regeringens reform.
Sagkundskaben og De Radikale jubler
Løkke går da også kun en del af vejen. Boligejerne skal ikke betale mere i skat samlet set.
Og ville han virkelig lytte efter nationaløkonomerne, skulle han flytte skat fra løn til fast ejendom. Det er ikke en del af planen.
Alligevel er det værd at bemærke, at Løkke med sin seneste manøvre tager netop det skridt.
Sagkundskaben jubler. De Radikale - som næsten altid er på linje med de økonomiske vismænd - jubler.
Men Socialdemokraterne fnyser. De har lige gjort det til socialdemokratisk politik at fremtidssikre skattestoppet på ejendomsværdiskatten, og så kommer Løkke og påstår, at han indfører et nyt skattestop, når han reelt afliver det.
Mage til frækhed, skal de vel tilbage til Nyrups billede af Ellemanns hus for at finde.
Men de er efter alt at dømme klar til at indgå en aftale med regeringen om sagen. For faktum er, at tiden var løbet fra det gamle skattestop: Det er økonomisk fagligt rigtigt at afskaffe det, og samtidig er skatten på boligejernes grunde - grundskylden - eksploderet.
Den var ikke omfattet af skattestoppet, og trygheden for boligejerne var derfor tæt på at være falsk.
En bred aftale om ejendomsskatten vil løse en langt række store problemer for enhver kommende regering. Men den fjerner også en politisk slagmark, hvor især de borgerlige har vundet store sejre siden lejeværdien af egen bolig blev afskaffet.