1. Løkke valgte den forsigtige model
Ministerafgange kommer ofte som en overraskelse. Også for chefen i Statsministeriet. Men denne gang har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) haft flere måneder til at overveje, hvordan han skulle rokere rundt på sit ministerhold.
Det var nemlig allerede omkring årsskiftet, at Søren Pind fortalte sin chef og nære politiske ven, at han var kørt træt og havde planer om at takke helt farvel til politik.
Forlydende om Pinds retræteplaner og rygter om en større forårsrokade i regeringen har da også svirret på Christiansborg i flere måneder.
Den helt store rokade fravalgte Lars Løkke Rasmussen imidlertid. Måske fordi han ikke tror på effekten af store rokader. Måske fordi hverken De Konservative eller Liberal Alliance – da der var bestilt tid hos dronningen – ønskede at rokere rundt.
Og i den slags sager har partilederne veto. Selv om Løkke er regeringschef, kan han ikke fyre eller udnævne ministre i de to andre regeringspartier.
Løkke holdt sig til at løse det nødvendige. Erstatte Søren Pind som uddannelses- og forskningsminister, fremrykke exit for Esben Lunde Larsen - som på de indre linjer havde meddelt, at han ikke vil fortsætte i politik efter næste valg - og erstatte Søren Gade, som er på vej til Europa-Parlamentet, som gruppeformand.
2. Pas på Tommy – han er ny i trafikken
Rokadens største overraskelse og modigste træk er erhvervsmanden og iværksætteren Tommy Ahlers, der nu skal prøve kræfter med posten som uddannelses- og forskningsminister.
Med den udnævnelse signalerer Lars Løkke Rasmussen, at han er chef for en fremsynet regering med fokus på ungdommen, og på hvordan Danmark skal klare sig i fremtiden.
Men det kan være svært at forstå færdselsreglerne i politik, når man kommer fra erhvervslivet. Den erfaring har mange gjort sig. Og Tommy Ahlers skal ikke regne med politiske hvedebrødsdage på et tidspunkt, hvor Christiansborg for alvor varmer op til valgkamp.
Den nyslåede minister fik en smagsprøve, da Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen tog imod ham med et hårdt verbalt angreb, fordi Tommy Ahlers tidligere har argumenteret for, at der er for få udlændinge i Danmark.
- Han lader til at være en rigtig kulturradikal halalhippie, lød det fra Martin Henriksen i Ekstrabladet. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det ikke ment som en ros.
3. Miljøet kommer før landbruget
- Man kan sagtens være grøn, selvom man er blå.
Sådan lyder programerklæringen fra den nyudnævnte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der allerede ved den formelle overdragelse i ministeriet gjorde klart, at han vil være en grønnere minister – underforstået grønnere end Esben Lunde Larsen. "Der er en grund til, at miljø er det første ord i ministeriets navn", som han sagde.
Jakob Ellemann-Jensen stod for tur. Han har været et stærkt kort for Venstre som politisk ordfører og har selv med et glimt i øjet ironiseret over, hvordan han er blevet forbigået, når der skulle fordeles ministerposter. Han kan da også blive svær at erstatte som politisk ordfører og frontkriger i valgkampen.
Miljøet og landbruget er heller ikke områder, Ellemann har været specielt optaget af indtil nu. Til gengæld passer hans politiske profil perfekt til Venstres nye grønne satsning.
Som københavner og valgt i Aarhus skal han appellere til de storbyvælgere, der har miljø og bæredygtige fødevarer højt på listen over politiske emner. Det er de storbyvælgere, som Venstre har tabt de seneste år, mens partiet har haft travlt med at genvinde stemmerne i det jyske kerneland. De storbyvælgere har partiet sat sig for at generobre.
4. Ikke flere søskende i regeringen
Der er ingen formelle regler om familiemedlemmer i regeringen. Men når der allerede er ét søskendepar, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og kulturminister Mette Bock (LA), kunne det virke lidt besynderligt med endnu en bror og søster på ministerholdet. Oven i købet på så nært beslægtede ministerområder.
Når Jakob Ellemann-Jensen skal være miljø- og fødevareminister, var det oplagt at flytte Karen Ellemann som fiskeriminister.
- Det medførte en lidt besynderlig samtale i aftes mellem min søster og jeg, erkendte Jakob Ellemann-Jensen onsdag eftermiddag.
Set fra et magtpolitisk perspektiv har Karen Ellemann dog ingen grund til at være skuffet. Som gruppeformand og dermed bindeled mellem regeringen og Venstres folketingsgruppe får hun en langt mere central rolle i Venstre.
Der er mange balancer at tage hensyn til, når der skal rokeres i et stort parti som Venstre. Kønsbalancen, magtbalancen mellem Løkkes støtter og finansminister Kristian Jensens støtter og balancen mellem Jylland og København.
Den sidste balance bliver tilgodeset med udnævnelsen af Eva Kjer Hansen til minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Som en ekstra pointe fastslår Lars Løkke Rasmussen, at han fandt det uretfærdigt, da De Konservative – den gang uden for regering – for to år siden fyrede hende som minister.
Samtidig slår statsministeren indirekte fast, at man som medlem af Venstre ikke nødvendigvis bliver straffet for at følge sin overbevisning og gå imod partidisciplinen. Netop dét har Eva Kjer nemlig gjort i spørgsmålet om burkaforbud.
Det opfanges nok kun af de mest opmærksomme politiske nørder, men Løkke gør faktisk en dyd ud af at udvise en mere rummelig politisk ledelsesstil end hovedmodstanderne i Socialdemokratiet, der netop har fyret en udviklingsordfører for at nægte at stemme for burkaforbuddet.
5. Magtbalancen mellem Løkke og Jensen
En mindre synlig rokade er sket i et af regeringens to centrale og magtfulde udvalg. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen erstatter skatteminister Karsten Lauritzen i regeringens økonomiudvalg, som behandler stort set alle politiske sager i regeringen. I hvert alt hvad der koster eller skaffer penge.
Troels Lund Poulsen er en af Lars Løkke Rasmussens nære allierede, mens Karsten Lauritzen var på Kristian Jensens hold under formandsopgøret i Venstre i 2014. Da Løkke udvidede sin regering med Liberal Alliance og De Konservative, røg Troels Lund Poulsen ud af økonomiudvalget - i høj grad af hensyn til den indre magtbalance i Venstre.
Udskiftningen er et signal om, at Løkke vil have Troels Lund Poulsen længere ind i magtens centrum frem mod valget. Og så viser det måske også, at Kristian Jensen efterhånden er så uantastet som kronprins, at det er ufarligt at pille lidt ved magtbalancen mellem Løkkes og Kristian Jensens støtter.