Eva Kjer Hansen kaldte burkaforbud "helt ude af proportioner" - nu vil hun stemme for

I januar kaldte Eva Kjer Hansen burkaforbuddet for "helt ude af proportioner" og ville stemme imod det. Men nu er hun minister, og det er en "ny situation".

Eva Kjer Hansen (V) har i dag fået comeback som minister. Hun overtager posten som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde fra partifælles Karen Ellemann (V). (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

For bare tre måneder siden kaldte hun det kommende burkaforbud for helt ude af proportioner, unødvendigt og et brud på grundlæggende frihedsrettigheder.

Men siden har Eva Kjer Hansen (V) skiftet innovationsordfører-posten ud med posten som minister for nordisk samarbejde, ligestilling og fiskeri. Og med ministerposten kan hun ikke længere stemme imod forbuddet, som hun ellers havde bebudet, at hun ville.

- Nu er jeg i en ny situation, nu er jeg medlem af regeringen, og hvis det kræver, at jeg skal ændre min tilgang her, så må jeg jo tage det ansvar, som hænger sammen med ministerposten, siger Eva Kjer Hansen.

Så du kommer til at stemme for?

- Det tager jeg en snak med statsministeren om.

De Konservative har sagt, at de forventer, at du stemmer for, fordi man som regering stemmer samlet. Betyder det, at du kommer til at stemme for?

- Fra min side vil det ikke være et issue. Jeg har tilkendegivet mine synspunkter på det område, men jeg tager også det ansvar på mig, som det er at sidde i regering – og det er, at en regering normalt stemmer samlet.

Eva Kjer: Burkaforbud er symbollov

Da det i januar kom frem, at det kommende tildækningsforbud også vil gælde "omfattende beklædningsgenstande" som for eksempel huer, tørklæder, masker og kunstige skæg, der dækker store dele af ansigtet, mødte det kritik fra flere liberale politikere.

- Vi har haft en drøftelse i Venstres gruppe, og jeg har meddelt mine kollegaer, at jeg simpelthen ikke kan støtte sådan et lovforslag, og jeg vil derfor stemme imod, sagde Eva Kjer Hansen den 25. januar.

Hun havde endda svært ved at genkende sit eget parti, som ynder at kalde sig "Danmarks Liberale Parti":

- I den her sammenhæng klinger det ikke så godt, for det her er i virkeligheden også et brud med nogle grundlæggende frihedsrettigheder i det danske samfund. Derfor er det for mig også et værdipolitisk spørgsmål, sagde Eva Kjer Hansen.

- Jeg synes, at vi skal lade være med at lovgive på det her område. Jeg synes, det bliver til noget symbollovgivning, som ikke klæder os, og at vi hellere skal tage fat i problematikken omkring burka og niqab på anden vis.

Men selv om Eva Kjer Hansen i dag stadig er modstander af et burkaforbud, vil hun rette ind efter regeringens linje.

Posten som minister for nordisk samarbejde, ligestilling og fiskeri har hun i dag overtaget fra partifællen Karen Ellemann, som statsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker bliver Venstres nye gruppeformand.