Kaster man et blik på personerne, der udgør Løkke-regeringen, kunne man nemt få den tanke, at der må være noget i grundvandet i den lille sønderjyske by Agerskov, der ligger mellem Tønder og Haderslev.
Både transportminister Ole Birk Olesen (LA) og jævnaldrende Tommy Ahlers (V) er opvokset i den lille by, der har 1.600 indbyggere.
Men ifølge Martin Ahlers Hansen, der er far til serieiværksætteren Tommy Ahlers og nyslået uddannelses- og forskningsminister, er det måske snarere ko-mælken, der har givet Agerskovs børn ben i næsen.
- Da de var små hentede vi mælk ude hos Ole Birk Olesen, så de er opfostret af komælk fra den samme ko. Så det har været gode køer, de har haft derude, griner Martin Ahlers Hansen.
Cyklede fem kilometer for at malke
Martin og Margit Ahlers Hansen har i mange år kunnet glæde sig over Tommy Ahlers' succes som iværksætter, hvor han har solgt virksomheder for omkring 600 millioner kroner.
Men de er alligevel overraskede over, at han nu kravler ind i et af landets højeste embeder.
- Det er lidt spændende. Det er noget andet end at se ham i Løvernes Hule, siger Margit Ahlers Hansen med henvisning til DR-programmet Løvernes Hule, som har katapulteret den 42-årige iværksætter millionær til bred berømmelse.
Som lille var Tommy Ahlers en 'bandit' men også 'flittig', lyder det fra forældrene i dagligstuen i Agerskov.
- Vi har altid givet vores børn lov til alt, hvad de har haft lyst til. Vi har haft tillid til hinanden, og faktisk er vi aldrig blevet skuffet, og selv om han har haft andre meninger end os, så har vi bakket op, siger Martin Ahlers Hansen.
- Som 13-årig cyklede han selv fem kilometer for at komme ud at malke en besætning om morgenen inden skole. Hvis han fik en opgave, så passede han den, siger Tommy Ahlers' far, Martin Ahlers Hansen.
BLÅ BOG
- •
Født 1975 (42 år gammel)
- •
Tidligere aktiv i Konservativ Ungdom og stillede til Folketingsvalget i 1998.
- •
Uddannet jurist fra Københavns Universitet 2000.
- •
Konsulent i McKinsey 2000-2004.
- •
Iværksætter siden 2005, hvor han stiftede It-selskabet ZYB.
- •
og kendt som jurymedlem i DR-programmet Løvens Hule.
- •
Opvokset i Agerskov i Sønderjylland i en indremissionsk familie.
- •
Fraskilt, har to børn.
- •
Bor i en delevilla på Østerbro i København.
- •
Involveret i virksomhederne bl.a.: Peakon, Washa, Drivr, Sponsta, Firtal, Tradono, Pølsekompagniet, PlayWithAPro, Astralis, REC Watches og Vivino.
- •
Kilder: Tommy Ahlers, DR, Ud og Se.