Opbruddet i dansk politik er til at tage at føle på.
Alene i den røde lejr findes der nu tre statsministerkandidater - Mette Frederiksen, Uffe Elbæk og Pernille Skipper.
DR Nyheder forsøger i det følgende at give et overblik over, hvad hvert enkelt parti egentlig har tænkt sig at gøre med mandaterne i en situation, hvor der er flertal for en rød politik - eller hvor et borgerligt flertal kan fortsætte.
Enhedslisten:
For under et år siden skiftede Enhedslisten parlamentarisk strategi og vedtog en række værktøjer, der skal give mulighed for at stille konkrete politiske betingelser for at pege på en socialdemokratisk ledet regering.
En del af strategien er også, at partiet kan trække støtten til en siddende regering, hvis den krydser røde linjer, som Enhedslisten dog ikke har defineret endnu.
Pernille Skipper åbnede midt i august for, at hun selv kan blive statsminister i en regering til venstre for Socialdemokratiet.
Det kræver dog en markant vælgerfremgang, for som meningsmålingerne tegner, vil Socialdemokratiet fortsat være langt større end Enhedslisten, Alternativet og SF tilsammen.
Hvis valgresultatet også ser sådan ud, vil Enhedslisten pege på Mette Frederiksen (S) som statsminister - og kræve markant indflydelse.
SF:
Partiformand Pia Olsen Dyhr har i flere omgange opfordret til forbrødring i den røde lejr. Hun mener, at det er på tide at stå sammen om at vælte Lars Løkke Rasmussen (V) og få Mette Frederiksen som statsminister.
SF peger altså ubetinget på Mette Frederiksen som en kommende statsminister, men partiet har dog ét ultimativt krav til S-formanden, hvis de skal støtte hende som statsminister: Afskaf kontanthjælpsloftet.
Derudover har SF tidligere opstillet fem pejlemærker, som vil være afgørende for partiets position efter en eventuel rød valgsejr:
Klimakampen, bekæmpelsen af ulighed, en såkaldt ro på-reform, globalt udsyn og et styrket demokrati.
Socialdemokraterne:
Efter 25 års parløb om regeringsmagten droppede Socialdemokratiet i forsommeren De Radikale og går til valg på at danne en etpartiregering med Mette Frederiksen som statsminister.
Begrundelsen er først og fremmest udlændingepolitikken, hvor de to partier i de seneste år er gledet længere og længere væk fra hinanden.
Mette Frederiksen har ikke lagt skjul på, at hun agter at fortsætte med at stå for en stram udlændingepolitik i samarbejde med Dansk Folkeparti og den nuværende regering.
De Radikale:
Kort efter at Socialdemokratiet droppede De Radikale som mulig regeringspartner, skærpede politisk leder Morten Østergaard (R) tonen.
Han vil kun støtte en socialdemokratisk ledet regering efter folketingsvalget, hvis den den gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik. Ellers kan en kommende S-ledet regering ikke regne med de radikale mandater.
Midt i august skærpede Morten Østergaard tonen og krævede en skriftlig aftale af Socialdemokratiet, for at Mette Frederiksen kan danne regering med radikale mandater.
I aftalen skal det fremgå, at der på en lang række områder som udlændinge, uddannelse, klima og EU kommer indrømmelser fra Socialdemokratiet. Det er dog uklart, hvad konsekvensen er, hvis Socialdemokratiet ikke leverer underskriften på en sådan aftale.
Morten Østergaard afviser nemlig at stille ultimative krav eller at pege på Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke kan få det, han vil hos Mette Frederiksen.
Alternativet:
Her bliver det for alvor knudret.
Alternativet meddelte før sommer, at Uffe Elbæk er partiets statsministerkandidat, og at en mulig kommende Venstre-ledet regering ikke ville blive væltet alene på regeringsgrundlaget.
Derimod ville den senere kunne væltes på den konkrete førte politik.
Men det har ændret sig siden.
Efter sommerferien meddelte Uffe Elbæk, at Alternativet nu har skiftet til en ny position på det afgørende spørgsmål, hvis Lars Løkke Rasmussen forsøger at danne regering efter næste valg:
- Han er nødt til at vide, at han kan blive mødt med et mistillidsvotum nede i salen, lød det fra Uffe Elbæk.
Det ændrer Lars Løkke Rasmussens muligheder efter et valg. Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen imødekommer Elbæks krav, kan han ikke danne regering. Han kan altså ikke først danne regeringen - og så prøve at klare sig igennem i Folketinget.
Det er, fordi det ifølge grundloven er sådan, at ingen kan få lov til at danne en regering, hvis der er udsigt til, at den bliver væltet ved først givne lejlighed.
Derimod er det sådan i Danmark, at en regering godt kan dannes og sidde ved magten uden at have et flertal bag sig. Der må bare ikke være et flertal imod den.
Den borgerlige blok:
På den anden side af spektret har Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, gjort det klart, at hun - hvis hun vælges ind i Folketinget - vil forhindre en borgerlig regeringsdannelse, hvis ikke hendes "ufravigelige krav" opfyldes.
Det drejer sig blandt andet om et fuldt asylstop og et stop for offentlige ydelser til udlændinge i Danmark - tiltag der med al sandsynlighed strider imod de internationale konventioner, og som Lars Løkke Rasmussen ikke kan gå med til.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har sagt, at Dansk Folkepartis "Plan A" er at afskaffe den nuværende VLAK-regering og få Liberal Alliance ud af regeringskontorerne, men at støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
Samtidig har han åbnet muligheden for, at partiet kan gå i regering, hvis valgresultatet ender med en vælgertilslutning på mellem 17 og 19 procent eller højere.
Og så har han ikke kategorisk afvist at ville støtte en socialdemokratisk ledet regering på den ene eller anden måde.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har meddelt, at han kan sidde i regering med både Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance efter et folketingsvalg.
Liberal Alliance går til valg på at lade VLAK-regeringen fortsætte og har efterlyst en garanti fra Dansk Folkeparti om, at hvis der kommer et blåt flertal efter valget, så kommer der også en borgerlig regering.
Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen går til valg på at fortsætte VLAK-regeringen.