SF-formand Pia Olsen Dyhr opfordrer til forbrødring i oppositionsblokken og efterlyser sammenhold frem mod folketingsvalget, der kommer inden for et år.
Fokus bør være på at slippe af med Lars Løkke Rasmussen (V) og få Mette Frederiksen (S) valgt ind på posten som statsminister, lyder det på SF's sommergruppemøde.
- SF er klar. Vi trækker ikke vores mandater ud af ligningen. Man kan regne dem med. De står til rådighed for et grønt og rødt samarbejde. Vi har fokus på politikken, siger Pia Olsen Dyhr med henvisning til Uffe Elbæk, der har meldt ud, at Alternativets mandater ikke partout står til rådighed for Mette Frederiksen, hvis hun vinder valget.
Alternativet er ikke det eneste parti i oppositionsblokken, der den seneste tid har positioneret sig med markante krav.
Enhedslisten har opstillet røde linjer på en række områder, mens De Radikale ikke kan garantere, at de støtter en regering, der baserer sin politik på Dansk Folkeparti.
Tage kvoteflygtninge igen
Men i Pia Olsen Dyhrs øjne bør tiden frem mod folketingsvalget i langt højere grad bruges på at samles om de ting, oppositionspartierne er enige om.
- Vi bør kunne stå sammen, når vi skal sikre, at færre børn vokser op i fattigdom, at færre børn bliver stressede, og at vi får et brud med præstationskulturen. Og vi kan blive enige om en mere ambitiøs grøn politik, end den regeringen fører, siger Pia Olsen Dyhr:
- Vi vil have en ny regering. Men hvis vi allerede nu diskuterer, hvornår en den skal væltes, så synes jeg, at det er lidt svært, det der med at få en ny regering, siger Pia Olsen Dyhr.
Partiformanden understreger dog, at hun kommer til at stille krav, hvis magtbalancen tipper og Mette Frederiksen overtager statsministerposten.
- Vi vil gerne have kvoteflygtninge igen. Det er et krav, og vi kommer ikke bare til at stille vores mandater til rådighed. Men jeg kommer ikke til at diskutere, hvornår jeg kommer til at trække stikket på den ene eller anden, siger Pia Olsen Dyhr.
S får ikke carte blanche
Hun har tidligere erklæret, at det er et ultimativt krav til en regering ledet af Socialdemokratiet, at kontanthjælpsloftet afskaffes - ellers vil SF ikke være støtteparti.
På udlændingeområdet er der også tydelige uenigheder i oppositionsblokken, men Socialdemokratiet har gjort det klart, at de vil føre politik med Venstre og Dansk Folkeparti.
Pia Olsen Dyhr afviser, at SF per automatik kommer til at lægge stemmer til yderligere stramninger af udlændingepolitikken.
- Vi må tage det punkt for punkt. Jeg kommer ikke til at kaste vores mandater efter sådan en standardløsning eller sige, at Socialdemokratiet får carte blanche til at føre den udlændingepolitik, de vil for eksempel med Dansk Folkeparti. Det får de ikke, siger Pia Olsen Dyhr.
SF har tidligere opstillet fem pejlemærker, som vil være afgørende for partiets position efter en eventuel rød valgsejr:
Klimakampen, bekæmpe ulighed, en ro på-reform, globalt udsyn og et styrket demokrati.