Løkke svarer kritikere på Twitter inden samråd: I har bevisbyrden

Statsministeren valgte i går at svare en række kritikere inden samråd om forholdet til en storfisker.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sagt ja til at deltage i et samråd om sit kendskab til kvotekonger. Men han vil ikke svare på spørgsmål, der er af privat karakter. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

En dansende statsminister hånd i hånd med sin kone til en privat firmafest for Rederiet Hametner i Aarhus.

Et møde på havnen i Thyborøn med en række storfiskere til en snak om fiskearten tobis.

Det er to af eksemplerne på kontakt mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og storfiskere – i folkemunde kvotekonger. Det står ifølge en række kritikere i modstrid med, hvad statsministeren tidligere har sagt om sit ukendskab til kvotekongerne.

De fremmeste kritikere hedder Simon Kollerup og Ib Poulsen og er ordførere for henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på fiskeriområdet. De forventes at få en hovedrolle i dag, når statsministeren i et samråd skal svare på, om han gav Miljø- og Fødevareudvalget korrekte og fyldestgørende oplysninger på et samråd den 9. november sidste år.

På det samråd afviste Løkke at kende til de såkaldte kvotekonger.

- Jeg vælger at overhøre denne her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger, og jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning, svarede han dengang Simon Kollerup.

Siden det samråd har det vist sig, at statsministeren altså kender mindst én af disse storfiskere. Det har fået oppositionen til at stille spørgsmål om sagen.

Fåmælt Løkke tog til genmæle

Indtil videre har Lars Løkke Rasmussen kun perifært berørt emnet, når han er blevet spurgt til sagen i forbindelse med sine møder med pressen i andre sammenhænge. Men i går eftermiddags valgte han på det sociale medie Twitter at svare en række brugere, der stillede spørgsmål til sagen.

Blandt andet undrede en bruger sig over, at Lars Løkke Rasmussen har sagt, at han ikke kendte en kvotekonge. Men det passer ikke, svarede statsministeren.

- Måske du skulle bede om at få sendt en udskrift, for det er ikke rigtigt, svarede Løkke.

Formentlig med henvisning til, at Lars Løkke Rasmussen på samrådet i november uddybede sit kendskab til storfiskere yderligere med disse bemærkninger:

- Hvad er relationer til kvotekonger? Og hvem er kvotekongerne?

- Altså, hvis det er den der smædekampagne, som hr. Simon Kollerup har lagt ryg til i forhold til en bestemt fisker ovre i Thyborøn og sådan noget, så må jeg sige, at der har jeg den relation, som egentligt ikke har noget med mit virke som statsminister at gøre, lød det fra statsministeren ved den lejlighed.

Løkke til journalist: Det er ret alvorlige anklager

Også journalisten David Trads, der tidligere har været chefredaktør på Nyhedsavisen og Information, har langet ud efter Løkke på Twitter. Blandt andet ved at skrive, at statsministerens problem er, at det ligner, man kan købe sig til Løkkes nærvær ”ved at sikre pengestrømme i din og din fonds retning”.

Til det svarede Løkke.

- Du insinuerer, at min politik kan købes for penge (=korruption). Det har du og ikke jeg - bevisbyrden for. Og det er ret alvorlige anklager.

En tredje undrede sig over, at statsministeren åbenlyst plejer omgang med storfiskere. Men det ser statsministeren heller ikke noget odiøst i.

- Hvori består det underlige. Skulle jeg kun møde med grønlændere og færinge, som er de eneste, der falder direkte ind under statsministeriets ressort, svarede Lars Løkke Rasmussen lettere retorisk.

Dagens samråd begynder klokken 13.00 og bliver sendt live her på dr.dk. Der er afsat én time til at svare på spørgsmål.