Forsvarsminister i offensiv: Kritik af Løkke er uhørt

Claus Hjort Frederiksen forsvarer statsministeren i sag om kvotekonger.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er dybt forarget over beskyldningerne fra DF’s fiskeriordfører.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) tog sin ministerrolle ekstra alvorligt, da han i dag blev mødt af et hav af journalister, der spurgte ind til Statsminister Lars Løkke Rasmussens forhold til de såkaldte kvotekonger.

- Det er jo helt uanstændigt og uhørt i dansk politik, at man går ud og sviner folk til velvidende om, at man ingen beviser har, siger Claus Hjort Frederiksen.

Kender storfiskerne

Den stærke reaktion fra forsvarsministeren kommer efter, at Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, stiller spørgsmålstegn ved, om kvotekonger har købt sig til indflydelse på regeringens fiskeripolitik. Noget som Ib Poulsen har haft på fornemmelsen efter, at Fødevarewatch afslørede, at Lars Løkke Rasmussen mødtes med en gruppe fiskere i 2016 for at drøfte en presserende dagsorden i fiskeriet.

Mødet fandt sted i forbindelse med en nytårskur i Thyborøn, hvor nogle af kvotekongerne deltog for at samle penge ind til Løkkefonden, som er en fond, som Lars Løkke Rasmussen har stiftet for at hjælpe drengene, der befinder sig på kanten af samfundet. Formand for fonden er i dag Lars Løkke Rasmussens kone.

Statsministeren er den seneste tid blevet kritiseret for at have deltaget i mødet, og i november var han indkaldt til samråd i sagen, hvor han også skulle redegøre for, hvorfor han fyrede Esben Lunde Larsen (V) som fiskeriminister tilbage i august.

Senere har Ekstra Bladet afsløret, at statsministeren har fået et gratis ophold i kvotekongen John Anker Hametner Larsens sommerhus, da han fyldte 50 år i 2014.

Helt legitimt

Claus Hjort Frederiksen har i årevis været kendt for at have et godt forhold til Dansk Folkeparti. Men i denne sag er han overbevist om, at Lars Løkke Rasmussen ikke gjort noget forkert trods Ib Poulsens antydninger.

- Det synes jeg er fuldstændigt legitimt. Når man er oppe i Thyborøn, så mødes man naturligvis med fiskerne og hører om de problemer, man har, siger Claus Hjort Frederiksen.

Forsvarsministeren vil ikke kommentere på Lars Løkke Rasmussens brug af storfiskerens sommerhus.

Ingen beviser

Ib Poulsen siger til Ritzau, at han ikke har nogle beviser for, at storfiskerne skulle have købt sig til indflydelse på regeringens fiskeripolitik.

- At man har købt sig til adgang til at få indflydelse på regeringens førte politik, siger Ib Poulsen og tilføjer, at han ikke har beviser for påstanden.

Og det er netop dét, der har fået forsvarsministeren op i det røde felt.

- Det er jo også det, jeg mener er det store svineri i denne sag. At antyde de her ting. Enten har man beviser for det, eller så har man ikke, siger han.

Onsdag skal Lars Løkke Rasmussen endnu engang i samråd, hvor han blandt andet skal redegøre for sit forhold til storfiskeren John Anker Hametner Larsen.