- Det er uhørt.
Således lød skudsmålet fra Slagelses afgående borgmester, Stén Knuth (V), til TV2 News i dag.
Udtalelsen var møntet på Liberal Alliances Villum Christensen, og kom efter et dramatisk møde i byrådssalen.
Her blev John Dyrby Paulsen (S) valgt som ny borgmester de kommende to år med det mindst mulige flertal.
Tungen på vægtskålen var nemlig netop Villum Christensen, der med i købet formentlig kan overtage borgmesterkæden fra 1. januar 2020, hvis han ønsker det.
- Det er politik, når det er værst, sagde Knuth til TV2 News, efter Villum Christensen havde valgt at indgå et samarbejde med rød blok.
Havde gerne set bredt samarbejde
Stén Knuth er også dybt skuffet over, at det ikke lykkedes byrådet at lave et bredere samarbejde. Lige nu sidder John Dyrby Paulsen (S) nemlig med det mindst mulige flertal bag sig.
Siden kommunalvalget har Venstre og Knuth forsøgt at få vægtskålen til at tippe den anden vej og få Villum Christensen tilbage i de blå rækker. Men den kamp har været forgæves.
Onsdag aften foreslog Venstre ellers at stille med to andre borgmesterkandidater. Nemlig Knud Vincents fra Venstre eller Ann Sibbern fra Dansk Folkeparti.
- Jeg kunne forstå, at min person stod i vejen for det brede samarbejde. Modsat havde vi også set, at Dyrby var et problem, hvis der skulle finde en borgmester, vi kunne samles om, siger Stén Knuth.
Hør hvad den nyvalgte borgmester sagde efter byrådsmødet:
Ny borgmester: Vi finder de mulige løsninger
Under byrådsmødet forsøgte Venstre, DF og De Radikale at få valget om en ny borgmester udskudt til næste uge. Det forslag blev dog stemt ned i byrådssalen.
Og generelt blev der flere gange talt med store bogstaver under det cirka 30 minutter lange møde.
Den nyvalgte borgmester, John Dyrby Paulsen (S), mener dog ikke, at tonen i byrådssalen var over grænsen.
- Politik handler også om debat, og en gang i mellem skal man udfordre og skubbe lidt til hinanden. Det er vi gode til i Slagelse. Det, vi også skal være gode til, er at håndtere det. Det er jeg fortrøstningsfuld omkring, at vi kan, siger han til DR Nyheder.
Hvordan har du det med at blive valgt som borgmester, mens borgerne står uden for og demonstrerer?
- Det har jeg det faktisk fint med. Det er en del af demokratiet. Hvis der er nogle, som protesterer, så møder de op og protesterer, og det er fint nok.
Der er mange, som føler, at de er blevet snydt og ikke har fået den borgmester, som de har stemt på, og at det hele er en stor rodebutik?
- Hvis der var blevet valgt en anden borgmester end mig, så tror jeg også, at der var 15.000, som havde stemt på Socialdemokratiet, som mente, at de var blevet snydt. Man må have respekt for, at nu har vælgerne talt, og så finder vi de løsninger, som er mulige.