Eftermiddagens konstituerende møde for det nye byråd i Slagelse Kommune kommer ikke til at foregå i stilhed.
Op mod 100 borgere er mødt op uden for byrådssalen for at vise politikerne deres utilfredshed med den aftale, der står til at sikre Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen og Liberal Alliances Villum Christensen en delt borgmesterpost.
Slagordene "Hvem bliver grillet af Villum næste gang?" og "Nyvalg - Ud med Villum!" har lydt siden klokken 14, da demonstrationen startede uden for Slagelse Rådhus.
Jens Würtz, der arrangerer demonstrationen, sagde forud for begivenheden, at han håbede at se så mange som muligt uanset partifarve:
- Om man er socialdemokrat eller venstremand, så tror jeg, at man er lige meget imod det her. Alle er pissetrætte af det, og synes det er noget ged, man har lavet, siger Jens Würtz, der til daglig er forpagter af byens vandrehjem.
- Det er uanstændigt, at man er så vild med en borgmesterpost, at man er ligeglad med, hvem man går ind med, mener han.
Borgere: Bundkarakter til politikerne
Ifølge den aftale, som John Dyrby Paulsen og Villum Christensen har præsenteret offentligheden for, skal Socialdemokratiet have borgmesterkæden de første to år, mens Liberal Alliance har adgang til borgmesterkontoret de sidste to år af valgperioden.
Spørger man borgerne på gaden i Slagelse, så er de ikke tilfredse med politikernes aftale om at dele borgmesterkæden.
Bliver de bedt om at sætte en karaktér på byrådspolitikernes arbejde med at konstituere sig, så er der flere, som uddeler dumpekarakter.
En af dem er Leif Carlsson:
- Jeg ville give dem 00 for den utilstrækkelige præstation. Det er én stor børnehave, men det har det også været de sidste fire år, siger han.
Jeanne Bendixen er marginalt mere positiv:
- Jeg synes, det virker barnligt, at de ikke kan blive enige, men er nødt til at lave sådan et kompromis.
- Men jeg giver dem 02, det er lige præcis præcis bestået, og de skal også have tid til at bevise, om de kan noget eller ej, siger hun.
26-årige Sebastian Balleby kalder aftalen mangel på kompetencer:
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at de skal have -3. Det er mangel på ansvar at dele det op på den måde. Ordningen med at dele borgmesterposten tror jeg ikke kommer til at holde. Det bliver om muligt endnu mere kaotisk, siger han.
Det kommende byråde holder møde fra klokken 15, hvor de skal finde ud af, hvem der opbakning til som borgmester eller borgmestre.