Mindst mulige flertal: Slagelse har fået ny borgmester

Byrådet i Slagelse har stemt ja til, at S tager borgmesterstolen .

Byrådet i Slagelse har besluttet, at John Dyrby Paulsen(S) til højre får borgmesterkæden de kommende tor. Villum Christensen fra Liberal Alliance står derefter til at blive borgmester fra 2020. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix og Claus Bech © Scanpix)

John Dyrby Paulsen (S) er nu officielt blevet udnævnt til borgmester i Slagelse fra 1. januar næste år. Det har byrådet i kommunen netop besluttet med det smallest mulige flertal - 16 mod 15.

Han har dog forpligtet sig til, at han fra 1. januar 2020 overdrager roret til Villum Christensen (LA). Det var nemlig en betingelse fra Villum Christensen, hvis han skulle bakke op om socialdemokraten som borgmester.

Venstre, DF og De Radikale krævede ellers kort før afstemningen borgmestervalget udsat en uge, men det forslag blev stemt ned.

Bag den nye socialdemokratiske borgmester er partierne SF, Enhedslisten, LA og selvfølgelig hans eget parti.

Den endelige beslutning om, hvem der skal bestride borgmesterposten i Slagelse Kommune, kommer efter en tumultarisk periode oven på kommunalvalget 21. november.

Undgår lodtrækning

Store interne stridigheder i byrådet, som går år tilbage, har nemlig besværliggjort konstitueringen omkring en borgmester i kommunen.

Aftalen om at dele borgmesterposten de næste fire år mellem S og LA løser hermed lidt over en uges dødvande i forhandlingerne, og det nyvalgte byråd undgår at skulle finde sin nye borgmester ved lodtrækning, som der ellers var lagt op til.

Forhandlingerne gik i hårdknude, da den nyvalgte radikale Troels Brandt dagen efter kommunalvalget sprang fra en aftale om at støtte John Dyrby Poulsen (S) og gik sammen med Venstre og Dansk Folkeparti.

John Dyrby Poulsen havde med SF, Enhedslisten og Villum Christensen stadig de nødvendige 16 mandater. Men Villum Christensen ville ikke være det afgørende mandat, der gjorde en socialdemokrat til borgmester.

Personlige konflikter i byrådet

På den anden side ville LA heller ikke støtte den siddende borgmester Stén Knuth fra Venstre. Det skyldes personlige konflikter mellem Villum Christensen og Stén Knuth.

Onsdag forsøgte Venstre at få støtte fra Villum Christensen ved at stille med to andre borgmesterkandidater. Nemlig Knud Vincents fra Venstre eller Ann Sibbern fra Dansk Folkeparti. Også den løsning blev afvist.

I går kunne John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA) så meddele, at de var blevet enige om at tage to år hver på posten. Dyrby Paulsen fra 1. januar næste år.

Han forpligtiger sig til at overdrage borgmesterposten til Villum Christensen fra 1. januar 2020.

En aftale om at dele borgmesterposten i porten er dog ikke juridisk bindende, så derfor kan socialdemokraten i princippet blive siddende på posten, hvis han ikke ønsker at overdrage embedet.