Intet er sikkert endnu: Borgmesterkup har før rusket op i aftalerne

Ved tidligere kommunalvalg er borgmestre blevet ført bag lyset i sidste øjeblik.

Den tidligere konservative borgmester i Lyngby Taarbæk Kommune, Rolf Aagard Svendsen, troede posten var hjemme - lige indtil konstitueringsmødet efter valget i 2009, hvor flere partier pludselig pegede på en anden til borgmesterposten. (Foto: DR Arkiv)

95 kommuner har peget på en borgmester, og i tre kommuner forhandler man stadig om, hvem der skal trække borgmesterkæden over hovedet i det nye år.

Men selvom de fleste kommuner har præsenteret en borgmester og alt virker til at være på plads, så kan det alt ændre sig.

Frem til den 15. december kan partierne nemlig - helt efter reglerne - bryde de aftaler, der er indgået på valgnatten og pege på en ny borgmester.

Og det har man før set ske efter tidligere kommunalvalg.

Opkaldet der ødelagde flertallet

Tag et eksempel som Nyborg Kommune ved valget i 2013. På valgnatten så alt sikkert ud for den siddende socialdemokratiske borgmester Erik Christensen. Han havde samlet et flertal i ryggen og fordelt udvalgsposterne til byrådskollegaerne. Han var klar til at fortsætte i fire år.

Men så blev han ringet op halvanden uge efter valget af sin gruppeformand.

Partikollegaen Jan Reimer Christensen havde valgt at forlade Socialdemokratiet til fordel for Venstre - og i stedet for at pege på Erik Christensen, så ønskede han i stedet, at Venstre-manden Kenneth Muhs blev borgmester. Og dermed var valgnattens flertal i opløsning, og borgmesterposten givet videre.

Efterfølgende oprettede en række borgere såkaldte ”demokrativagter”, der med rød-hvide stopskilte stiltiende mødte op til kommunalbestyrelsesmøderne for at vise deres utilfredshed og minde politikerne om, at de skulle værne om demokratiet.

Utilfredse borgere i Nyborg nedsatte demokrativagter efter en dramatisk konstituering i forbindelse med kommunalvalget i 2013 (Foto: Charlotte Flyvbjerg, DR Fyn)

Kuppet for åben skærm

Et andet tilfælde var i 2009 i Lyngby Taarbæk Kommune.

Her foregik dramaet ikke over telefon og bag lukkede døre. Konstitueringsmødet i byrådet blev live-streamet på kommunens hjemmeside, så interesserede borgere kunne følge med. Og det blev et af de møder, som vil blive husket i kommunalpolitisk historie.

Den konservative borgmester, Rolf Aagaard-Svendsen, måtte uden nogen anelse se til, mens borgmesterkæden blev givet til en anden.

For bag hans ryg havde et nyt flertal samlet sig, der nu havde Venstres spidskandidat, Søren P. Rasmussen, som bud på en borgmester. Og det flertal, som Rolf Aagaard-Svendsen troede han havde haft siden valget, var væk.

Læsø og Slagelse åbner borgmesterkampen

De fremtidige konstitueringsmøder i kommunerne må vise, om eksempler som disse vil blive gentaget i år.

Indtil videre er der blevet åbnet et par aftaler. I Slagelse Kommune og Læsø Kommune har man peget på en borgmester, men beslutningen er langt fra blevet modtaget godt hos alle og bliver til stadighed udfordret.

I Læsø Kommune er Karsten Nielsen blevet valgt som Dansk Folkepartis første borgmester, men det vil den vragede nuværende Venstreborgmester Tobias Birch Johansen ikke finde sig i. Han har ifølge TV 2 Nord sagt, at han er parat til at genåbne forhandlingerne og pege på socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen som Læsøs nye borgmester.

I Slagelse har der siden i går været heftige diskussioner, hvor flere partier kæmper om borgmesterposten. Tirsdag aften havde et flertal bestående af SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og De Radikale tilkendegivet, at de ville konstituere sig sammen, og dermed ville Socialdemokraten John Dyrby Paulsen blive borgmester.

Men siden har både De Radikale og Liberal Alliance fået kolde fødder. Dermed er det fortsat uvist, hvem der bliver Slagelses borgmester.

Partierne i Kerteminde Kommune og Dragør Kommune forhandler stadig om, hvem de skal pege på som borgmester, og i flere kommuner var der tydelig utilfredshed med de indgåede konstitueringer.

I videoen nedenfor kan du se et sammenklip af reaktioner fra skuffede og vrede politikere efter det netop afholdte kommunalvalg.