Fortsat drama i Slagelse: LA nægter at give afgørende stemme til S-borgmester

Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen bliver ikke borgmester, hvis Liberal Alliance har den afgørende stemme

John Dyrby Paulsen (S) bliver ikke borgmester med et flertal, der udelukkende består af Liberal Alliance, sådan lyder det fra partiet på Christiansborg. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det bliver ikke med afgørende støtte fra Liberal Alliance, at Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen bliver borgmester i Slagelse.

Sådan lyder det fra paritets gruppeformand på Christiansborg, Leif Mikkelsen:

- Jeg ved ikke, om der bliver et flertal for Dyrby. Men så bliver det et bredere flertal, så det ikke afgøres alene af Liberal Alliance, siger han.

Han understreger, at Liberal Alliance godt kan støtte John Dyrby Paulsen som kommende borgmester, men at Liberal Alliance ikke alene vil stå for at sikre ham flertallet:

Så et flertal alene bestående af Liberal Alliance, det er udelukket?

- Det er udelukket.

- Vi har ikke langt skjul på, at vi er i blå blok. Vi har indgået i valgforbund med blå partier. Sådan har det været hele vejen igennem, og derfor holder vi selvfølgelig den linje til vejs ende, siger Leif Mikkelsen.

Ifølge Leif Mikkelsen er det også udelukket, at Liberal Alliance støtter den nuværende borgmester fra Venstre, Stén Knuth.

Liberal Alliance tilkendegav allerede i august, at de ikke kunne pege på Stén Knuth som borgmester på grund af uenigheder om et brintbusprojekt, som borgmesteren valgte at trække stikket på.

John Dyrby Paulsen havde ellers allerede på valgnatten meldt ud,at han ville blive Slagelses kommende borgmester. Tirsdag aften havde et flertal bestående af SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Radikale Venstre nemlig fælles tilkendegivet, at de ville konstituere sig sammen, og dermed ville John Dyrby Paulsen blive borgmester.

Men siden har De Radikale fået kolde fødder, og dermed er det fortsat uvist, hvem der bliver Slagelses borgmester fra 2018.