Forleden blev det for meget for hele fem københavnske kommunalpolitikere, blandt andet to afgående borgmestre fra Venstre og SF og en konservativ spidskandidat.
De følte sig simpelthen kaldet til at tage københavnsk rådhuspolitik i forsvar, sådan helt generelt. Den er altså bedre end sit rygte, understregede de. Budskabet var rettet mod henholdsvis en tidligere rådhus-spindoktor og tidligere Venstre-borgmester Søren Pind - blandt andet fordi sidstnævnte har betegnet klimaet på arkitekt Nyrops gamle rådhus som "giftigt".
Nye tider
De fem forklarede, at der de seneste år har bredt sig en helt anderledes samarbejdets ånd på Rådhuset end tidligere. Åbenbart med færre knive i ærmerne og flere konstruktive parløb mellem politiske modstandere. Og loyale embedsmænd.
Det sete afhænger jo af øjnene, der ser, og derfor er der ingen grund til at betvivle, at de fem opfatter situationen sådan. Og måske er ligefrem noget om snakken, også fordi det nuværende borgmesterkollegium faktisk synes at have et fornuftigt samarbejdsklima, anført at overborgmesteren, der fra sin ministertid på Christiansborg kender til værdien af respektfuldt samarbejde med en ordførerkreds.
...eller måske alligevel ikke
Men det er ikke det fulde billede, hvis man skildrer et rådhus præget af lutter idyl og idealistisk strid på ord og forslag til fordel for københavnerne.
Der er stadig problemer og ballade på Rådhuset. Lige nu og i det hele taget.
To bryllupper
Det er kun en uges tid siden, de radikales borgmester og spidskandidat Anna Mee Allerslev led et opsigtsvækkende politisk skibbrud. Udløst af bryllupssagen - men fuldendt af en upassende indblanding i en byggesag på vegne af en samarbejdspartner. Og onsdag eftermiddag måtte Venstres spidskandidat Cecilia Lonning-Skovgaard bøje sig og love at godtgøre Københavns Kommune for udgifterne til lån af lokale til hendes eget bryllup.
To bryllupper. Et forlis. Og en ridse i lakken.
Presset blev for stort, og afstanden til valgdagen for kort for Venstres spydspids i landets største kommune - som aldrig har været på andre hænder end socialdemokratiske. Cecilia Lonning-Skovgaard er ualmindeligt langt fra at true det røde styre.
Styreformen
Bryllups-balladen og ikke mindst byggesagen har afsløret, at der stadig er hjørner af hovedstadens rådhus-kultur, der ikke er præget af klare linjer og stringent tankegange.
Det er det konkrete og det aktuelle. Så er der det overordnede. Her er er der ingen vej uden om et kraftigt lys på den styreform, der hersker på rådhuset - og i forskellige versioner i landets største kommuner.
Logisk og effektiv er det i hvert tilfælde ikke nødvendigvis - systemet i Hovedstaden med syv borgmestre. Syv folkevalgte, der er sat til at administrere sagsområder, hvor de langtfra altid er enige med flertallet om den politiske kurs.
Borgmestrene administrerer ofte andres politik - men de gør det i spidsen for mægtige forvaltninger og strømlinede sekretariater, der er en minister værdig.
Ansvaret der bliver væk
Konsekvensen er, siger kritikerne, at det økonomiske og politiske ansvar kan fortabe sig. Til gengæld er der rum for politisk strid og overadministration. Spin og bureaukrati. Andre afviser kritikken: De store kommuner leverer faktisk varen, siger de.
I byer som Århus, Odense og Aalborg er titlen ikke borgmester, men rådmand, og der er lokale forskelle fra kommune. Frederiksberg har desuden sin helt egen model, hvor hele ti politikere bærer titlen rådmand.
Men ideen om at gå over til et mere direkte flertalsstyre med udvalgsformænd i stedet for borgmestre i de større byer har været dér i mange år. Hvorfor ikke finde en model, der er mere effektiv, mindre bureaukratisk - men alligevel bygger på respekt for politiske mindretal?
Folketingets ansvar
Ingen påstår i alt fald, at det nuværende system er perfekt. Ja, faktisk indrømmede de fem rådhuspolitikere, der er omtalt i første afsnit af denne tekst. også at der kan være grund til at se på strukturen på rådhuset. Styreformen er "lidt speciel", indrømmede de.
Man kunne derfor tro, at det kun var et spørgsmål om tid, før Christiansborg rykkede og ryddede op i Rådhusets (og de andre rådhuses) politiske labyrinter. Virkeligheden er en anden. Folketinget sidder helt stille, på hænderne, og der er ingen udsigt til ny styreform i de store byer. Der er gummiarm på Borgen.
Juhl
Det er, om ikke andet, synd for den tidligere direktør i Ankestyrelsen, Thorkild Juhl. Den diskrete, grundige og loyale embedsmand fik den ære at lede et udvalg - blandt de indforståede kaldet Thorkild Juhl-udvalget - der skulle gennemanalyserede mulighederne for en modernisering af styreformerne i de større byer.
Thorkild Juhl og udvalg arbejdede som sagt grundigt og loyal med sagen, men allerede før udvalget var færdigt med arbejdet, var interessen i store dele af Folketinget i praksis væk. Arbejdet trak ud, men hvad gjorde det - herregud, hastværk er jo lastværk.
Statsministrene lod tiden gå
Fogh/Løkke-regeringen måtte meddele at den ikke nåede at gøre noget ved de store byers styreform før valget i 2011. Nogle socialdemokrater rasede og det blev antydet på Christiansborgs gange, at Venstre var bange for at genere de lokale partifæller, der trods alt nød borgmester- eller rådmandsstatus i de store, røde, byer. Men da Thorning-Schmidts regering pludselig sad med Thorkild Juhls mange sider i hånden, skete der heller ikke rigtigt noget.
Så status er i dag, at de større byers rådhuse er befolket med rådmænd og Københavns Rådhus med syv borgmestre, og det er der udsigt til langt ud i fremtiden.
Det afhænger af S og V
Hvis det skal laves om, så skal Venstre og Socialdemokratiet stille sig i spidsen. Men intet tyder rigtigt på, at partitoppen i de to store kommunale partier har mod på den sag. En ny struktur i de store byer er ingen folkesag, der er intet pres fra offentligheden - og hvorfor så risikere at gøre partifæller ude i de store kommuner sure med forslag, der laver om på deres forhold.
Deraf følger, at hvis linjerne på Københavns Rådhus skal være mere rene - og klimaet mindre giftigt - så skal de københavnske lokalpolitikere selv klare det.
Der burde være hænder og hjerner nok til at klare det. Københavnerne vælger ikke mindre end 55 borgerrepræsentanter den 21. november.