Venstres næstformand og finansminister, Kristian Jensen (V), toner nu rent flag i sagen om den efterhånden langtrukne placering af en politiskole i Vestdanmark.
Han siger til Herning Folkeblad i dag, at han mener, at man finder den bedste placering i en socialdemokratisk kommune.
- Der ligger et godt bud fra Holstebro, som jeg vil håbe, er inde i billedet, men jeg kender ikke de enkelte forslag godt nok til at vide, hvad der er det bedste, siger Kristian Jensen til avisen.
Han er valgt i Herning og kalder det en trist dag, da regeringen bøjede sig og gik med til at opføre politiskolen i eksisterende bygninger.
Allerede i sidste uge opgav regeringen Herning som politiskoleby, efter aftalepartierne Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde stået stejlt på, at de ikke lagde stemmer til nybyggeri, hvilket Herning blandt andet havde budt ind med.
Vejle, Holstebro og Skanderborg
Ifølge en rapport fra Rigspolitiet er tre kommuner særligt velegnet til at huse den vestjyske politiskole i eksisterende bygninger: Vejle, Skanderborg og Holstebro.
I Vejle håber Venstre-borgmester Arne Sigtenbjerggaard, at skolen bliver placeret hos ham. Han trækker på skuldrene af, at Kristian Jensen i dag peger på en socialdemokratisk kommune som mulig hjemstavn for den kommende politiskole i Vestdanmark.
- Han er jo valgt i området. Jeg hæfter mig mest ved, at der et ønske om, at Rigspolitiet tager beslutningen. Det vil være det allerbedste, for så er det jo faglige hensyn, der vægter i stedet for politik, siger han.
Også Venstres gruppeformand på Christianborg, Søren Gade, meldte sig i går under fanerne for Holstebro, hvor han er født og tidligere har været opstillet:
- Hvis jeg som folketingspolitiker skal gøre noget for væksten i hele Danmark, så er det ikke lige Vejle, der falder mig først ind, sagde Søren Gade i går til TV MidtVest.
- Jeg synes, at en vestlig placering i Holstebro, eller længere oppe i Nordjylland, er en bedre løsning, end at lægge den et sted, hvor man i forvejen har en høj vækst, tilføjede han.
Skulle have været del af udflytning
Kristian Jensen siger samtidig til Herning Folkeblad, at regeringen kunne have håndteret sagen anderledes.
Han nævner blandt andet, at man skulle have tænkt placeringen ind som en del af regeringens store prestigeprojekt - udflytningen af statslige arbejdspladser.
- Det kunne have været kørt meget bedre, og det må vi tage til efterretning. Der er sket fejl undervejs, og stod det til mig, havde vi placeret politiskolen i forbindelse med den store udflytning af statslige arbejdspladser, siger Kristian Jensen.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal nu i gang med at se på, hvilken af de eksisterende bygninger i Rigspolitiets rapport der er den mest velegnede.
I rapporten er udpeget særligt tre placeringer i henholdsvis Holstebro, Vejle og Skanderborg med de to sidstnævnte som øverst prioriterede.