Regeringen bøjer sig: Politiskole placeres i eksisterende bygning

Regeringen er parat til at placere en ny politiskole i Vestdanmark i eksisterende bygninger.

Regeringen vil placere en ny politiskole i nybyggeri i Herning, men går nu med til eksisterende bygning efter pres fra DF og S. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)

Efter et tumultarisk forløb bøjer regeringen sig nu og er parat til at placere en ny politiskole i en eksisterende bygning, på trods af at der i regeringsgrundlaget står, at det skal være nybyggeri.

Det oplyser retsordførerne Trine Bramsen (S) og Peter Kofod Poulsen (DF) efter et møde i politiforligskredsen. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har længe været imod nybyggeri og krævet en placering i en eksisterende bygning.

Hvor i landet den nye politiskole skal placeres, er fortsat uklart. Det er nu op til regeringen at beslutte ud fra en politifaglig vurdering. Justitsministeren vurderer, at han ”om en dag eller to” kan udpege en kommune, hvor allerede eksisterende bygninger kan tages i brug til politiskolen.

Det har tidligere været fremme, at datamateriale fra Rigspolitiet viser, at en bygning i Vejle er den mest hensigtsmæssige af de eksisterende bygninger.

Det er anden gang inden for kort tid, at regeringen bøjer sig og efterlever krav fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i sagen.

I torsdags gjorde justitsministeren det klart, at regeringen ikke længere står fast på, at den nye politiskole nødvendigvis skal placeres i Herning, selvom det står i regeringsgrundlaget.

Rigspolitiet: Lige lang etableringstid

Balladen om den kommende politiskole i Vestdanmark tog for alvor fart, da den daværende justitsminister Søren Pind (V) i november sidste år meldte ud, at Venstre-regeringen havde besluttet at placere den nye politiskole i Herning. Og at der skulle være tale om et nybyggeri.

Efter regeringsudvidelsen i november og ministerrokaden har den nye justitsminister Søren Pape Poulsen (K) overtaget stafetten med at få den nye politiskole placeret. Og i det nye regeringsgrundlag står altså, at det skal være i nybyggeri i Herning.

Men Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti udgør et stort flertal i politiforligskredsen og har gang på gang afvist nybyggeri, blandt andet med et argument om, at der så hurtigt som muligt skal uddannes flere betjente.

Allerede få dage inden offentliggørelsen af V-regeringens beslutning om at placere den nye politiskole i Herning anbefalede Rigspolitiet, at den nye politiskole skulle etableres som et nybyggeri.

I en rapport fra Rigspolitiet bliver det slået fast, at etableringstiden for et nybyggeri ikke er længere end tiden for om- eller tilbygning til en eksisterende ejendom, og at uanset hvilken model, der vælges, vil politiskolen tidligst stå klar i løbet 2019.

Beslutningen om at oprette en ny politiskole i Vestdanmark blev taget i forbindelse med politiforliget, der blev indgået helt tilbage i november 2015.