- Du står her med taberen.
Herning-borgmester Lars Krarup (V) er slemt skuffet over, at den nye politiskole i Vestdanmark alligevel ikke bliver et nybyggeri, som regeringen ellers havde bebudet skulle opføres i netop Herning.
- Herning har tabt. I regeringsgrundlaget står der, at man skal placere en ny politiskole i Herning. Det gør Kristian Thulesen Dahl nu om. Dansk Folkeparti vinder. Kristian Thulesen Dahl vinder. Herning taber, siger Lars Krarup.
Dansk Folkeparti udgør sammen med Socialdemokratiet et stort flertal i politiforligskredsen og har igen og igen afvist nybyggeri, blandt andet med et argument om, at der så hurtigt som muligt skal uddannes flere betjente.
Men i en rapport fra Rigspolitiet bliver det slået fast, at etableringstiden for et nybyggeri ikke er længere end tiden for om- eller tilbygning til en eksisterende ejendom, og at uanset hvilken model, der vælges, vil politiskolen tidligst stå klar i løbet 2019.
Regeringen med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i spidsen har flere gange understreget, at nybyggeri vil mere forsvarligt i forhold til sikkerhed.
Frygter politiet taber
Lars Krarup frygter nu, at politiet bliver den store taber med beslutningen om at etablere den nye politiskole i eksisterende byggeri.
- Jeg er helt vildt skuffet. Al saglighed og faglighed fra Rigspolitichefen, Politiforbundet, Bygningsstyrelsen, fællestillidsmændene på den eksisterende skole i Brøndby, førende eksperter i international sikkerhed har sagt nybyggeri. Kristian Thulesen Dahl får held til at få eksisterende byggeri imod alle eksperter, siger Herning-borgmesteren.
Men har dit eget parti ikke lovet mere, end I kunne holde?
- Det står i regeringsgrundlaget, at man vil lægge en ny politiskole i Herning. Og Dansk Folkeparti gik til valg i Midt- og Vestjylland på at kæmpe for en politiskole i Herning.
- Og der kan man sige, at regeringen har placeret den her, og så er det så ikke så svært at kæmpe for, at den så også bliver der, men det har Kristian Thulesen Dahl - i virkeligheden ved ikke at sige noget - fået flyttet, så det ikke bliver Herning.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl.
Også tidligere justitsminister og nuværende forskningsminister Søren Pind (V) blander sig i striden om placeringen af den nye politiskole. På Twitter skriver han:
https://twitter.com/sorenpind/status/823478850650836993
Balladen om den kommende politiskole i Vestdanmark tog for alvor fart, da den daværende justitsminister Søren Pind (V) i november sidste år meldte ud, at Venstre-regeringen havde besluttet at placere den nye politiskole i Herning.
Og at der skulle være tale om et nybyggeri. Det fik dengang Hernings Venstre-borgmester Lars Kraup til at juble:
- Jeg er selvfølgelig enormt glad og tilfreds og lettet. Det er efterhånden to års arbejde, der har været med at få flyttet skolen ud i det jyske, sagde han.
Netop placeringen i Herning har i det langstrakte forløb skabt mistanke om en vennetjeneste mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Hernings borgmester, Lars Krarup, der stillede sig på Løkkes side under formandsopgøret i forsommeren 2014.
- Tilbage står et indtryk af, at processen blot var et stort skuespil, der skulle dække over en politisk studehandel, skrev Trine Bramsen i et blogindlæg i november:
- Hvorfor er regeringen så ivrig efter at bygge nyt i stedet for at bruge eksisterende bygninger? Er det et politisk ønske, eller handler det om vennetjenester, lød det fra socialdemokraten,
Det afviste Lars Krarup dog siden noget så eftertrykkeligt til TV2:
- Det er jo ikke nogen bananrepublik, vi lever i. Det er hverken Congo eller Uganda. Vi har brugt efterhånden to års arbejde på at få den her placering landet.
Også formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, har reageret på beslutningen om at placere den nye politiskole i en eksisterende bygning:
Søren Pape Poulsen skal i de kommende dage diskutere med netop Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, hvor den nye politiskole skal placeres geografisk.
Justitsministeren vurderer, at han ”om en dag eller to” kan udpege en kommune, hvor allerede eksisterende bygninger kan tages i brug til politiskolen.