ANALYSE: Nu skal den sag bare lukkes - hurtigt

Det burde være en oplagt vindersag at placere en ny politiskole langt fra København. Men sagen er endt i et ydmygende nederlag til regeringen og en barsk spinkrig.

Justitsminister Søren Pape Poulsen måtte mandag morgen opgive ambitionen om en nybygget politiskole i Vestdanmark. (Foto: © © Uffe Weng, Scanpix)

Nederlag og politisk ydmygelse er som regel ikke en disciplin, taberen føler trang til at trække i langdrag.

Men når det gælder striden om placeringen af den nye politiskole i Vestdanmark, har regeringen haft et formål med at tage retræten i mindre bidder.

Der var en bagtanke, da justitsminister Søren Pape Poulsen torsdag aften i sidste uge bøjede sig det første stykke og meddelte, at regeringen var klar til at opgive at placere politiskolen i Herning. Men holdt fast i, at politiet skulle have opfyldt ønsket om en helt nybygget skole.

Borgmester til kamp

På det tidspunkt kom det næppe voldsomt bag på regeringstoppen, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke ville lade sig formilde af den indrømmelse. S og DF var klar til at gå hele vejen og gennemtrumfe deres vilje: En ny politiskole indrettet i eksisterende bygninger. Og alle forsøg på forhandling med DF-toppen havde været forgæves.

Men ved at trække Herning om torsdagen og først indkalde til nyt møde om sagen om mandagen, sikrede Søren Pape en lang weekend til intensiv spinkrig. Ført an af Hernings Venstre-borgmester, Lars Krarup, der har tilbragt en stor del af weekenden med at kæmpe på de sociale medier.

Lars Krarups vigtigste pointe har været, at S og DF ved at afvise nybyggeri går imod politiets anbefaling.

I Rigspolitiets rapport om mulighederne fremgår det klart, at politiet mener, at nybyggeri vil være det bedste. Her har Herning-borgmesteren fået god støtte fra Politiforbundets formand Claus Oxfeldt, der også har arbejdet meget aktivt for en nybygget skole.

Begmand retur til S og DF

Præcis det budskab har det været afgørende for regeringen at få igennem.

Når nederlaget kom, skulle det i hvert fald stå tindrende klart, at det var Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der ikke ville rette ind efter politiets ønske.

Traditionelt lægger begge partier – ligesom de tre regeringspartier - stor vægt på at være på god fod med politiet, så det fokus var en åbenlys mulighed for regeringen til at forsøge at sende en del af begmanden retur til S og DF.

Samtidig er Lars Krarup gået målrettet efter Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. På alle tilgængelige medieplatforme har Herning-borgmesteren efterlyst, at Thulesen selv kom på banen for at forklare, hvorfor politiskolen ikke må ligge i Herning.

Vejle er storfavorit

Den aktion skal forstås ud fra, at Vejle er storfavorit til at få politiskolen, når den skal etableres i eksisterende byggeri. Og Vejle ligger i DF-formandens valgkreds.

Spotlys på det faktum kan bruges til at mistænkeliggøre motiverne for Dansk Folkepartis nej til nybyggeri, og til at flytte fokus væk fra de underliggende anklager om, at valget af Herning bare var en vennetjeneste fra statsminister Lars Løkke Rasmussen. Med tråde tilbage til Venstres dramatiske formandsopgør i 2014, da Lars Krarup var en af Løkkes tro væbnere.

Alt i alt har alle parter nu behov for at få stoppet den to måneder lange nervekrig med en hurtig beslutning. Inden gemytterne kommer endnu mere i kog, og inden der opstår nye fronter. Eksempelvis har Venstres gruppeformand Søren Gade pludselig meldt sig som fortaler for sin gamle hjemby Holstebro.

Tæt parløb mellem S og DF

Som udgangspunkt burde det være en vindersag at placere en attraktiv uddannelsesinstitution som en politiskole i en kommune langt fra hovedstaden.

Men i stedet har regeringen – eller rettere den tidligere Venstre-regering - håndteret sagen på en måde, der har gjort rigtig mange sure, pustet til den udbredte politikerlede og efterladt regeringen med en tabersag.

Ekstra ydmygende er det for regeringen, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har kørt tæt og fortroligt parløb hele vejen igennem.

Det kan også ses som et varsel om, hvor svært livet kan blive for Lars Løkke Rasmussen, hvis de to partier udbygger og forstærker deres politiske alliance frem mod næste valg.