Forsker: Urimeligt ikke at inddrage Carl Holst før lukket møde

Det er dybt problematisk, at Carl Holst ikke er blevet inddraget, før kritisk rapport drøftes på lukket møde i morgen, mener forskningschef.

Carl Holst er endnu engang i fokus i forbindelse med fortiden regionsrådsformand i Region Syddanmark. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Når forretningsudvalget i Region Syddanmark i morgen skal drøfte den kritiske rapport om forholdene i toppen af regionen under Carl Holst, vil Holsts egne forklaringer ikke indgå.

Holst er blevet præsenteret for den lange liste af kritikpunkter af advokatfirmaet Kromann Reumert, der står bag rapporten, men skal først komme med sine kommentarer på mandag.

Det er dybt problematisk, mener ph.d. i statskundskab og forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

- Det, at man lægger rapporten frem for offentligheden ved en fejl, men også har påtænkt i morgen at lægge den frem for forretningsudvalget i Region Syddanmark, er dybt problematisk, siger han:

- Det er ikke rimeligt over for Carl Holst, at han ikke får mulighed for at svare på den her række af kritikpunkter, inden man lægger rapporten frem. Selvom det er på et lukket møde i morgen, er det helt urimeligt, at man ikke har inddraget hans eventuelle kommentarer og de fejl, han kunne rette, siger Roger Buch.

Buch: Ulovligt med taler til valgkamp

DR Nyheder har været i kontakt med Kromann Reumert, der har udarbejdet rapporten, men advokatfirmaet ønsker ikke at udtale sig i et interview og har i stedet sendt en skriftlig kommentar:

- Vi er midt i en ikke afsluttet proces. Der er udarbejdet en foreløbig og fortrolig rapport, der er sendt i høring med henblik på at sikre, at alle involverede parter får mulighed for at udtale sig, inden den endelige rapport udarbejdes og offentliggøres. Vi har derfor ikke yderligere bemærkninger til sagen på nuværende tidspunkt, skriver Kromann Reumert.

Rapporten, som DR Nyheder er i besiddelse af, beskriver, at flere folk i en periode fra 2013 og frem til folketingsvalget i juni blev bedt om at lave taler til Carl Holst som regionsrådsformand, som ikke havde noget at gøre med regionen, men derimod var relateret til hans valgkampagne.

Ifølge Roger Buch har Carl Holst lige på dette punkt en meget dårlig sag.

- Det er fuldt ud lovligt, at en region betaler for at få skrevet taler for regionsrådsformanden, når han skal ud og optræde som regionsrådsformand. Men det er lige så klart og ulovligt, hvis man betaler for at få skrevet taler til en folketingskandidat, som tilfældigvis er regionsrådsformand. Det må man ikke bruge regionens penge på, så det vil være klart ulovligt, siger Roger Buch.

Kurser er op til politikerne

Rapporten stiller også spørgsmålstegn ved udgifterne til et navngivent kursus, som Carl Holst og en ledende medarbejder var på i 2014. Udgiften til coaching for ledelsen var på over 750.000 kroner i løbet af den knap fem-årige periode fra 2010.

Her er der dog ikke tale om, at Carl Holst har bevæget sig ud på juridisk dybt vand, vurderer Roger Buch.

- Det er lovligt at sende chefer i kommuner og regioner og politikere på kursus, så det er der ingen juridiske problemer i. Man kan selvfølgelig diskutere, om de meget dyre løsninger i det her tilfælde er rimelige, men det er op til politikerne, siger forskningschefen.

Roger Buch vurderer, at anklagerne mod Carl Holst i rapporten er "meget alvorlige", men at Carl Holst egen forklaring kan ændre på det.

- Der kan jo være gode forklaringer på nogle af de ting, der bliver lagt frem her. Men rækken af rækken af kritikpunkter er meget lang, så der skal rigtig mange, lange og gode forklaringer fra Carl Holsts side til, før man kan sige, at der ikke var noget at komme efter, siger han.