Carl Holsts advokat: Kritisk rapport til region er uanstændig

En rapport fyldt med alvorlige anklager mod Carl Holst indeholder faktuelle fejl, siger hans advokat Karoly Nemeth.

En lækket rapport kommer med alvorlige anklager mod tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Carl Holst tager nu - via sin advokat - til genmæle over for den rapport, der er fyldt med alvorlige anklager mod den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Ifølge Fyens Stiftstidende viser rapporten fra advokatfirmaet Kromann Reumert flere fiflerier med bilag, tvivlsomme coaching-forløb og dyre kurser i udlandet.

Carl Holst ønsker ikke at udtale sig til DR Nyheder, men henviser til sin advokat, Karoly Nemeth:

- Fremgangsmåden er i strid med enhver form for retssikkerhed, og rapporten er blevet til på en urimelig og uanstændig måde, blandt andet fordi der konsekvent bliver brugt anonyme kilder, siger han:

- Rapporten er foreløbig og indeholder en række faktuelle fejl. Carl Holst har ikke haft en jordisk chance for at forholde sig til kritikken, for han er ikke blevet foreholdt noget af materialet, der ligger til grund for den her rapport, siger Karoly Nemeth.

Rapporten er endnu ikke færdiggjort og skal diskuteres på et forretningsudvalgsmøde i Region Syddanmark i morgen. Her har flere medlemmer allerede udtrykt forbavselse over indholdet af rapporten.

- Jeg er chokeret over den måde, som tingene er foregået på og omfanget af det. Det er en rapport, der belaster Carl Holst yderligere, siger regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Ida Damborg (SF).

Carl Holst har indtil på mandag til at svare på den kritik, der bliver rejst i rapporten.

DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra Kromann Reumert.