Advokatfirma i Carl Holst-sag om kritik: Vi afventer svar fra parterne

Advokatfirma bag rapport med anklager mod Carl Holst afviser at forholde sig til kritik om brug af anonyme kilder.

Venstres Carl Holst bliver mødt med hårde anklager i en lækket rapport fra advokatfirmaet Kromann Reumert. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Advokatfirmaet Kromann Reumert, der står bag rapporten om kritisable forhold i Region Syddanmark i Carl Holsts tid som regionsrådsformand, afviser at forholde sig til en række kritikpunkter fra Holsts advokat Karoly Nemeth.

Nemeth udtalte tidligere på dagen til DR Nyheder, at "rapporten er blevet til på en urimelig og uanstændig måde, blandt andet fordi der konsekvent bliver brugt anonyme kilder". Her anklages Carl Holst blandt andet for fiflerier med bilag og tvivlsomme coaching-forløb.

Kromann Reumert har sendt følgende skriftlige kommentar til DR Nyheder:

- Vi er midt i en ikke afsluttet proces. Der er udarbejdet en foreløbig og fortrolig rapport, der er sendt i høring med henblik på at sikre, at alle involverede parter får mulighed for at udtale sig, inden den endelige rapport udarbejdes og offentliggøres. Vi har derfor ikke yderligere bemærkninger til sagen på nuværende tidspunkt, skriver advokatfirmaet i en mail.

Karoly Nemeth har også kritiseret rapporten for at indeholde faktuelle fejl og ikke at være foreholdt Carl Holst.

Stiller spørgsmålstegn ved udgifter

Ifølge Fyens Stiftstidende valgte Region Syddanmark i mandags at mørklægge rapporten, fordi den ikke var færdig.

Det var oprindeligt meningen, at den skulle have været på den åbne dagsorden til mødet i regionens forretningsudvalg i morgen, men pludselig blev den placeret på den lukkede dagsorden, som hverken medier eller borgere har adgang til. Alligevel er den endt med at komme frem.

Rapporten, som DR Nyheder også er i besiddelse af, beskriver, at flere folk i en periode fra 2013 og frem til folketingsvalget i juni blev bedt om at lave taler til Carl Holst som regionsrådsformand, som ikke havde noget at gøre med regionen, men derimod var relateret til hans valgkampagne.

Desuden stiller rapporten spørgsmålstegn ved udgifterne til et navngivent kursus, som Carl Holst og en ledende medarbejder var på i 2014. Udgiften til coaching for ledelsen var på over 750.000 kroner i løbet af den knap fem-årige periode fra 2010.

Rapporten skal diskuteres på et forretningsudvalgsmøde i Region Syddanmark i morgen. Her har flere medlemmer allerede udtrykt forbavselse over indholdet af rapporten.

- Jeg er chokeret over den måde, som tingene er foregået på og omfanget af det. Det er en rapport, der belaster Carl Holst yderligere, siger regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Ida Damborg (SF).

Carl Holst har indtil på mandag til at svare på den kritik, der bliver rejst i rapporten. Han har i dag ikke ønsket at udtale sig til DR Nyheder, men henviser til sin advokat, Karoly Nemeth.