- Et bøvlet it-system, som stammer fra dengang, man sendte den første mand til månen.
Sådan betegner skatteminister Kristian Lauritzen (V) det it-system, som inddriver gæld fra borgerne.
Til pressemødet i dag gav han EFI det endelige dødsstød, og det betyder, at gæld fremover skal inddrives manuelt.
Derfor ansætter Skat 400 nye medarbejdere.
350 skal placeres i en ny inddrivelsesenhed, mens 50 skal supplere udbytteområdet, hvor der er opdaget svindel for 6,2 milliarder.
Alvorlige enkeltsager
Aftalen bliver kaldt en "fælles forståelse" mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative om at give Skat bedre rammer for at opkræve skat.
På den baggrund er der enighed om, at Skat skal have flere ressourcer for at kunne håndtere de akutte udfordringer på inddrivelsesområdet. Samtidig vil aftalepartierne se på, om reglerne kan gøres enklere, så Skat lettere kan inddrive skat.
Skatteminister Karsten Lauritzen understreger, at det også er vigtigt, at sørge for, at eksisterende medarbejdere opgraderes med de rette kompetencer:
- Problemerne kan ikke løses fra den ene dag til den anden. På nogle områder er vi de bedste. På andre områder er vi slået langt tilbage, siger han.
Skal have bedre it-systemer
Partierne støtter op om, at Skat får bedre it-systemer efter blandt andet skandalen omkring inddrivelsessystemet EFI:
- Generelt står Skat med væsentlige strukturelle udfordringer. Det gælder ikke mindst i forhold til it-understøttelsen af skatteforvaltningen, men også på andre vigtige områder, står der i aftalen.
Ifølge skatteministeren skal Skat over de næste 15-20 år udskifte størstedelen af de 200 it-systemer, som Skat har.
- Skat skal have et nyt, digitalt DNA, siger Karsten Lauritzen.
Radikale: Det var groteske tilstande
De Radikales skatteordfører, Martin Lidegaard, siger, at det er virkelige groteske tilstande, der har været i Skat.
Han er dog tilfreds med den plan, som ministeren har fremlagt, og som partierne nu er enige om.
- Skat skal have nye it-systemer, og der skal gennemføres en regelforenkling, så både borgere og medarbejdere kan forstå, hvad det handler om. Og så skal der ansætte flere medarbejdere. Det er det, vi har bedt om, og det er vi glade for er med i aftalen, siger Martin Lidegaard til Ritzau.