Klokken 11.30 fremlægger skatteminister Karsten Lauritzen (V) en plan, der skal placere ansvaret for de seneste møgsager i Skat og forsøge at redde den skandaleombruste myndighed.
Og der er i hvert fald to direktører i Skat, der ser ud til at få sparket, fortæller DRs erhvervsanalytiker, Thomas Svaneborg:
- Vi ved allerede nu, at der i hvert fald er to direktører, der mister deres job, siger Thomas Svaneborg.
- Det er direktøren, som havde ansvaret for inddrivelsessystemet EFI, og så er det direktøren, som havde kontoret under sig; det kontor, som stod for denne her katastrofale udbetaling af de 6,2 milliarder kroner til aktionærer, der snød sig til refusioner af udbytteskat.
Trecifret millionbeløb på vej til Skat
Herudover er det ifølge Svaneborg begrænset, hvad man kender til den konkrete plan, der vil blive fremlagt på pressemødet klokken 11.30.
Det står heller ikke klart, om den brede politiske aftale, der blandt andet vil betyde oprettelsen af en såkaldt følgegruppe, der skal holde Skat i ørerne, vil resultere i en økonomisk vitaminindsprøjtning eller tilbagerullede besparelser:
- Vi hører, at der er et trecifret millionbeløb på vej til Skat. Vi ved endnu ikke, om det er besparelser, der bliver rullet tilbage, eller om det er en helt ny bevilling fra den nye finanslov, siger Svaneborg.
Den usikkerhed har også fået partierne bag aftalen til at udlægge dens tekst forskelligt.
Skat skal have arbejdsro
Virakken om Skat ser altså ud til at fortsætte ufortrødent.
Men skatteministerens øvelse her til formiddag går netop ud på det modsatte:
- Karsten Lauritzen har de sidste par dage øvet sig på at sige, at Skat skal have arbejdsro, at Skat skal have fred, og at Skat skal have lov til at rejse sig igen.
- Det er derfor, han har bedt de øvrige politiske partier om at forpligte sig til ikke at kritisere skat alt for meget i den kommende tid.
Vi følger formiddagens pressemøde i DR2 Morgen og her på dr.dk.