Nu skal det være slut med skandalesager i Skat.
Det synes at være konklusionen på en bred politisk aftale i Folketinget, hvis udfald blandt andet vil resultere i en såkaldt følgegruppe, der kan følge minutiøst med i, om Skat overholder loven; eksempelvis når de inddriver gæld.
- Vi vil holde Skat i skak, og sikre, at de ikke overskrider deres beføjelser. Det er derfor, vi sidder i følgegruppen, siger Merete Riisager, skatteordfører, Liberal Alliance.
Følgegruppen har deltagelse af finans- og skatteministeren, samt deltagelse af finans- og skatteordførerne og Skatteudvalgets formand. Følgegruppen mødes en gang hvert kvartal i Finansministeriet med henblik på at drøfte udfordringer og fremdrift på Skats område.
LA: Man kunne sagtens gennemføre besparelse
Alle Folketingets partier, med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet, er med i aftalen, der kommer i kølvandet af Skats meddelelse om, at de er blevet svindlet for 6,2 milliarder kroner af udenlandske firmaer.
Med aftalen tilslutter partierne sig, at der tilføres nødvendige ressourcer til Skat, så man kan håndtere de akutte udfordringer på inddrivelsesområdet. I Liberal Alliance er man utilfredse med, at man dermed udskyder planlagte besparelser:
- Vi mener sagtens, man kunne gennemføre den besparelse samtidig med, at man reorganiserer Skat, siger Riisager.
- Det mener de andre partier ikke. Men der er ikke tale om en helt masse nye ressourcer; der er tale om, at man udskyder en besparelse, understeger Liberal Alliances skatteordfører.
Radikale: Det vil betyde genansættelser
I rød blok opfatter man aftalen anderledes:
- Indtil de (Skat, red.) er oppe at køre, tror jeg, vi kommer til at genansætte en hel del af det personale, som er blevet afskediget, lyder det fra Radikales skatteordfører, Martin Lidegaard.
Den udlægning giver Liberal Alliance ikke meget for:
- Det er én og samme sag. Det, det handler om, er, at der er nogle besparelser, der bliver udskudt, understreger Merete Riisager.
Pressemøde kl. 11.30
Klokken 11.30 fremlægger skatteminister Karsten Lauritzen (V) en plan, der skal placere ansvaret for de seneste skandaler og redde skat.
Vi følger pressemødet i DR2 Morgen og her på dr.dk.