- Der er ingen hellige køer. Alt skal undersøges.
Sådan sagde Skatteminister Karsten Lauritzen(V), da han for lidt mere end to uger siden varslede en plan, der skal redde Skat. Samtidig har han iværksat to undersøgelser, der skal give svar på, hvordan Skat er havnet i en suppedas, der ser ud til at være umådelig svær at komme ud af.
Siden har den store jagt på, hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor været i gang. For hvordan kan mange milliarder fosse ud af Skat, når advarselslamper har blinket længe?
I dag bliver ansvaret placeret.
Kl. 11.30 præsenterer Karsten Lauritzen således den endelige kriseplan på et pressemøde på Christiansborg.
Hvem gjorde hvad, hvornår og hvorfor
Hele kaosset startede, da Skat for præcis én måned siden meddelte, at de er blevet svindlet for 6,2 milliarder kroner af udenlandske firmaer. Og siden er antallet af møgsager bare vokset.
Milliarder er fosset ud af statskassen - til svindlere og aktiespekulanter. Og dét selvom medarbejdere og kontrollanter har råbt op i årevis.
Desuden har Kammeradvokaten påpeget adskillige lovovertrædelser i forbindelse med Skats digitale inddrivelsessystem, EFI, som indkræver al gæld hos danskerne.
Lørdag den 8. september blev det lukket og slukket på ubestemt tid, og det betyder blandt andet, at gæld for omkring 70 milliarder mangler at blive inddrevet.
To rapporter og en samlet plan
Når skatteministeren sætter sig foran den sultne presse i dag, forventes han at fremlægge to rapporter og én samlet plan for, hvordan Skat skal organiseres fremover.
Den ene handler om udbytte-skatte-svindlen for de astronomiske 6,2 milliarder, og den anden om det skandaleramte it-system, EFI.
I et svar til Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, oplister skatteministeren syv punkter, som han forventer, at undersøgelsen om skattesvindlen går i dybden med.
Dem kan du se nedenfor:
De syv skattesvindel-punkter
- 1
En redegørelse for den talmæssige udvikling i udbytteskat samt refusion.
- 2
En beskrivelse og vurdering af den nuværende proces for administration af udbytteskat samt refusion heraf.
- 3
En redegørelse for Skats håndtering af tidligere fremsatte bemærkninger/anbefalinger fra Skatteministeriets Interne Revision.
- 4
En redegørelse for sager i Skatteministeriet vedrørende refusion af udbytteskat, herunder konkrete lovforslag og forelæggelser for minister og departementschef.
- 5
En vurdering af, i hvilket omfang lovinitiativerne konkret har forbedret administrationen af udbytteskat og refusionen heraf.
- 6
En redegørelse for hvorledes den formodede svindel, rettet mod refusion af udbytteskat, har fundet sted.
- 7
En vurdering af, hvilke hovedfunktioner i Skat der varetager overvågningen af rutinerne vedrørende udbytteskat og refusion.
Embedsmænd i skudlinjen
De seneste fem år har ni mænd haft titlen som skatteminister, og inden weekenden risikerer flere topembedsmænd hos Skat at miste jobbet.
Karsten Lauritzen har indtil videre ment, at det var for tidligt at placere et ansvar blandt politikere og embedsmænd, men alle er indgået i den store undersøgelse, som nu er færdig.
- Man skal være en meget stor konspirationsteoretiker, hvis man tror, at jeg vil holde hånden over fem røde skatteministre. Jeg vil have alt undersøgt, og det er også det, de selv har ønsket, har Karsten Lauritzen tidligere udtalt.
Planen i dag bliver samtidig et langsigtet bud på, hvordan Skat kan genvinde tilliden hos både ansatte og skatteborgerne.