Det er den tyske regerings egen skyld, at titusindvis af flygtninge og migranter i disse dage strømmer ind i landet.
Derfor er det dybt hyklerisk, at regeringen med kansler Angela Merkel i spidsen nu har valgt midlertidigt at genindføre grænsekontrollen til Østrig, hvor mange af dem kommer fra.
Det er meldingen fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der ikke giver meget for kanslerens ageren i flygtningekrisen.
- Det er en ekstraordinær situation, Tyskland oplever lige nu, og jeg kan godt forstå, at regeringen vælger at genindføre grænsekontrollen. Men det er tyskernes egen skyld, eftersom Angela Merkel valgte at invitere Gud og hver mand til Tyskland. Det var dybt uansvarligt, siger han og fortsætter:
- Den suppedas, som Tyskland har bragt hele Europa i, ser vi konsekvensen af nu. Hykleriet stortrives i disse tider, siger Martin Henriksen.
Togtraffikken stoppet
Tyskland er et af de lande, der har taget imod flest flygtninge og migranter, og landets regering har anslået, at omkring 800.000 mennesker vil søge asyl i Tyskland i år.
Tidligere på måneden valgte Østrig og Tyskland at åbne grænsen til Ungarn, som mange flygtninge bruger som transitland til Europa.
Men presset på landet er vokset gevaldigt i den seneste tid, og alene lørdag ankom 13.000 flygtninge og migranter til Münchens hovedbanegård.
Derfor har landet valgt at genindføre grænsekontrollen for at kunne fastslå, hvem der rent faktisk er berettiget til at få asyl. Derudover har regeringen klokken 17.00 valgt at stoppe togtrafikken fra Østrig.
Wake-up call til regeringen
Dansk Folkeparti har længe argumenteret for, at der skal genindføres grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
Martin Henriksen mener derfor, at den danske regering og de andre partier på Christiansborg skal droppe fløjlshandskerne over for Tyskland og bruge anledningen til at genindføre kontrollen ved grænsen.
- Grænsekontrol virker, når man har brug for at holde styr på, hvem der kommer ind i landet. Det har tyskerne nu også erkendt, og derfor bør vi bruge det her som et wake-up call til at få genindført kontrollen, siger DF-ordføreren, der vil tage sagen op med regeringen.
R: Ingen permanent løsning
Hos De Radikale har næstformand i folketingsgruppen, Sofie Carsten Nielsen, ifølge Ritzau "fuld forståelse for", at Tyskland vælger at genindføre grænsekontrollen midlertidigt.
- Det er så mange mange mennesker, der kommer ind i Tyskland i øjeblikket, at det er helt fair, siger hun til Ritzau og fortsætter:
- Det er ikke en permanent løsning. Men en helt forståelig reaktion på, at de skal kunne håndtere flygtningepresset, siger Sofie Carsten Nielsen.
Hun siger dog intet om, hvorvidt Danmark bør følge trop og genindføre grænsekontrollen.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Inger Støjberg (V).
Ifølge Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker er det inden for Schengen-samarbejdets kriseregler, at Tyskland nu vælger at genindføre grænsekontrollen, skriver Reuters.