Tyskland afbryder togforbindelse og genindfører grænsekontrol mod Østrig

Lørdag alene kom 13.000 flygtninge og migranter til Münchens hovedbanegård.

De mange syriske flygtninge huses teltbyer, der de seneste uger er skudt op mange steder i Tyskland. (Foto: © ANDREAS GEBERT, Scanpix)

Tyskland indførte søndag eftermiddag grænsekontrol over for Østrig i lyset af flygtningekrisen, oplyser tyske og østrigske medier.

- Tyskland stoppede klokken 17.00 togtrafikken fra Østrig, oplyser Østrigs statsbaner.

Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, har indkaldt til et pressemøde klokken 17.30 oplyser nyhedsbureauet dpa. Her ventes han at gøre rede for den nye grænsekontrol.

Klager over andre landes passivitet

Den østrigske avis Kronenzeitung skriver, at den tyske regering har informeret den østrigske regering om, at den indfører grænsekontrol på de to landes fælles grænse klokken 17.00, og at der indsættes 2.100 ekstra politifolk i grænseområderne.

Det skal ske for straks at kunne fastslå, hvem der er asylberettiget, hedder det.

Den socialdemokratiske vicekansler, Sigmar Gabriel, siger i et interview, at Tyskland nu har nået grænsen for, hvor mange flygtninge det kan tage imod. Han retter en anklagende finger mod de andre EU-lande.

- Det er sandt. Den europæiske mangel på handling i flygtningekrisen presser nu Tyskland til grænsen af dets formåen, siger han til Tagesspiegel.

Maiziere sagde i sidste måned, at flygtningepresset kunne tvinge til at suspendere Schengen-samarbejdet i EU om de åbne grænser.

450.000 asylansøgere alene i år

Lørdag alene kom der 13.000 flygtninge og migranter til Münchens hovedbanegård. Tyskland har foreløbig taget imod 450.000 asylansøgere i år.

Den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, kaldte det tidligere søndag en "komplet fiasko", at EU ikke har kunnet beskytte sine ydre grænser. Han efterlyste initiativer til at stoppe tilstrømningen af flygtninge og migranter.

- Effektive indgreb er nødvendige nu for at stoppe tilstrømningen.

- Det inkluderer hjælp til de lande, hvor flygtningene flygter fra, og det omfatter også effektiv kontrol med vores grænser, som ikke længere fungerer på grund af EU's komplette fiasko med at beskytte de ydre grænser, sagde han.

/ritzau/AFP