Vejdirektoratet, Banedanmark, Kulturstyrelsen og VisitDenmark.
Det var fire af de 12 specifikke statslige arbejdspladser, som Dansk Folkeparti tidligere på måneden meldte ud, skulle flyttes fra hovedstaden til provinsen.
- Vi har peget på nogle statslige arbejdspladser og styrelser, som kunne komme ud i landet i stedet for, at hovedparten ligger inde i København. Det er det, vi går efter, og så skal vi finde et fornuftigt kompromis, hvor hele landet bliver tilgodeset, sagde gruppeformand Peter Skaarup i begyndelsen af august til DR Nyheder.
Men nu bløder partiets erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, op for Dansk Folkepartis ønsker. Han kan nemlig sagtens se for sig, at man fra politisk side blot flytter enkelte afdelinger ud i landet, mens man lader styrelsens eller direktoratets hovedkontor blive i København.
Kan deles op
- Hvis man har en styrelse med 1.100 medarbejdere, kunne man godt forestille sig, at den bliver delt op i forhold til kompetenceområder og myndighedsopgaver, som så kommer til at ligge forskellige steder i Danmark. De vil fortsat kunne arbejde på samme måde, som de gør i dag, med alle de informationsværktøjer, der findes, siger han.
Så det er ikke alfa omega for Dansk Folkeparti, at det eksempelvis er hele Vejdirektoratet eller Kulturstyrelsen, som bliver rykket væk fra hovedstaden?
- Bestemt ikke. Lige nu venter vi på anbefalingerne fra ministrene og departementer. Og hvis det giver god mening at dele nogle af de statslige arbejdspladser op efter forskellige myndighedsopgaver, vil vi bestemt lytte til det, siger Hans Kristian Skibby.
Plan på vej
Udflytning af statslige arbejdspladser har længe stået højt på Dansk Folkepartis ønskeliste.
I dag ligger 36 af landets 43 statslige styrelser eksempelvis i hovedstadsområdet, og det er ifølge landets næststørste parti med til at skævvride landet. Men ved at rykke statslige arbejdspladser ud i provinsen vil man ifølge Dansk Folkeparti kunne skabe mere balance i Danmark og undgå, at flere vælger at forlade Udkantsdanmark.
V-regeringen bakker op om støttepartiets ønske, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har bebudet, at han inden Folketingets åbning i oktober vil præsentere en plan for hvilke statslige arbejdspladser, der skal rykkes.
V: Ingen lemfældige udflytninger
Af den grund ønsker Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, ikke at gå i detaljer med partiets udflytningsplaner.
Han understreger dog, at Danmark i modsætning til eksempelvis Norge og Storbritannien ikke har haft tradition for at flytte hele styrelser væk fra hovedstaden - men blot dele af dem.
- Vi har selvfølgelig kigget nærmere på, hvad vi tidligere har haft gode og dårlige erfaringer med. Og vi kommer hverken til at lave lemfældige eller tilfældige udflytninger, siger V-ordføreren.