Tusindvis af ansatte i en række statslige arbejdspladser kan gå en usikker fremtid i møde.
Dansk Folkeparti har i hvert fald udpeget en række nye arbejdspladser, som ifølge partiet bør flyttes fra hovedstaden og fordeles i resten af landet. Senere på året vil regeringen indkalde til forhandlinger om hvilke statslige arbejdspladser, der kan flyttes ud af de store byer.
DF har nu en liste på 12 konkrete arbejdspladser, som partiet som minimum vil tage med til de forhandlinger. Det drejer sig blandt andet om Banedanmark, Kulturstyrelsen og DMI.
- Vi har peget på nogle statslige arbejdspladser og styrelser, som kunne komme ud i landet i stedet for, at hovedparten ligger inde i København. Det er det, vi går efter, og så skal vi finde et fornuftigt kompromis, hvor hele landet bliver tilgodeset, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF) til DR Nyheder.
Ikke fundet nye hjem endnu
Peter Skaarup understreger, at partiet endnu ikke har lagt sig fast på, hvor man vil placere de 12 statslige arbejdspladser.
- Så langt er vi ikke endnu, siger han.
Det er heller ikke afgørende for Dansk Folkeparti, at samtlige af de foreslåede arbejdspladser skal flyttes, men at de som minimum bør indgå i de kommende forhandlinger.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har bedt sine ministre komme med forslag til, hvilke arbejdspladser man kan flytte ud af de store byer, og der vil komme en plan fra regeringen inden oktober.
Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) roser Dansk Folkeparti for at komme med bud på, hvilke statslige arbejdspladser, der kan rykkes ud af byerne, men han vil ikke kommentere de konkrete forslag.
Venstre: Handler ikke om at tvinge nogen ud på landet
- Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen også ønsker at udflytte flere statslige arbejdspladser til steder, der ikke lige ligger i centrum af København, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.
- Det handler ikke om at tvinge nogen ud på landet. Det handler om, at der er nogle arbejdspladser, der ikke nødvendigvis behøver at ligge i København, hvor det også er dyrest for de her institutioner at have til huse, siger han.
Venstre er endnu ikke kommet med nogen konkrete bud på, hvilke arbejdspladser, de mener skal flyttes fra de store byer til resten af landet.
Hos Enhedslisten er man også positiv over for Dansk Folkepartis forslag.
- Principielt synes vi, at det er en god ide at flytte statslige arbejdspladser ud i landdistriktsområderne, hvis det giver faglig mening, siger Pernille Skipper (EL) til Ritzau.