Det kommer til at gå relativt stærkt, når der i den kommende tid skal udpeges en række statslige arbejdspladser, som skal rykkes fra de store byer – særligt i hovedstadsområdet – og placeres andre steder i landet.
Det lover erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
- Det kommer til at ske, og det kommer til at være en forholdsvis hurtig proces, siger Troels Lund Poulsen til DR Nyheder.
Regeringen vil inden Folketingets åbning den første tirsdag i oktober fremlægge en plan for, hvordan og ikke mindst hvilke statslige arbejdspladser, der skal flytte adresse. Det fremgår af regeringsgrundlaget.
Vil ikke sætte navn på
Dansk Folkeparti har i dag sat navn på en række statslige arbejdspladser, som ifølge partiet med fordel kan rykkes fra hovedstadsområdet og placeres andre steder i landet.
Troels Lund Poulsen kvitterer for DF’s i alt 12 konkrete forslag, men vil ikke selv sætte navn på statslige arbejdspladser, der måske eller måske ikke skal flyttes ud i landet.
Regeringen skal først have færdiggjort sin analyse af, hvilke statslige arbejdspladser, som det giver mening at flytte, og hvor i landet de skal placeres.
- Så længe vi sidder og arbejder med, hvordan og hvorledes man kan udflytte statslige arbejdspladser, og i hvilket omfang det skal være, kommer jeg ikke til at sætte navn på, hvilke statslige arbejdspladser det kan være en god ide at flytte ud af hovedstadsområdet, siger Troels Lund Poulsen.
Venstre har dog tidligere sat navn på statslige arbejdspladser, som kunne rykkes ud af hovedstadsområdet, da partiet i valgkampen foreslog at flytte Geodatastyrelsen fra København til Aalborg.
Skal ikke tage mange måneder
Djøf kritiserer Dansk Folkeparti for at skabe unødig uro hos mange tusinde statsligt ansatte ved at komme med konkrete bud på statslige arbejdspladser, der kan blive tvunget til at flytte.
Erhvervs- og vækstministeren mener dog, at det kun er naturligt, at partier kommer med konkrete bud i den igangværende proces, men de ansatte skal ikke gå rundt i uvished i for lang tid, siger han.
- Det er klart, at det her ikke er noget, der skal tage mange måneder. Det kræver, at vi nu også leverer på det, vi har besluttet, og som jeg tror, at der er bred politisk opbakning til i Folketinget, siger Troels Lund Poulsen.
S er klar til at forhandle
Hos Socialdemokraterne ser man positivt på regeringens planer om at flytte statslige arbejdspladser til provinsen.
- Hvis man kan gøre det på en måde, så man sikrer, at det faglige niveau er helt intakt, og man samtidig sikrer, at det sker med tryghed for medarbejderne, så møder vi meget gerne op til forhandlinger, for det kan være et element blandt flere til at sikre arbejdspladser og udvikling i hele Danmark, siger partiets ordfører for landdistrikter og øer, Magnus Heunicke.
Socialdemokraterne vil dog forud for forhandlingerne ikke selv komme med nogen bud på, hvilke statslige arbejdspladser der kan rykkes ud i yderområderne.
- De konkrete elementer vil jeg ikke kommentere, for det bør være sådan – og det har regeringen også lagt op til – at det er det enkelte ministerium, der garanterer og står inde for fagligheden i de enkelte styrelser og virksomheder, og det er ministerierne, der så må spille ud med noget, siger Magnus Heunicke.