Når Pia Kjærsgaard (DF) som Folketingets formand advarer mod, at det politiske opbrud på Christiansborg kan øge mistilliden til politikere og kaste Danmark ud i en kaotisk politisk situation, er det helt på sin plads.
Sådan lyder det samstemmende fra to tidligere folketingsformænd - socialdemokraten Mogens Lykketoft og Venstremanden Christian Mejdahl.
- Det er altid en vanskelig balance. Det ved jeg også fra min tid. Nogle gange har jeg haft kritiske holdninger til, hvad Pia Kjærsgaard har sagt noget om noget. Men lige præcis i det her spørgsmål synes jeg faktisk, at hun har ret, siger Mogens Lykketoft.
Det er blandt andet Alternativets beslutning om at "trække mandaterne ud af ligningen" og kun pege på Uffe Elbæk som statsminister, der har fået Pia Kjærsgaard op af formandsstolen.
Men også De Radikales kontante krav til S-formand Mette Frederiksen om at udelukke Dansk Folkeparti fra indflydelse, hvis hun vil gøre brug af deres mandater efter en eventuel valgsejr, bekymrer Pia Kjærsgaard.
- Afstanden vil blive endnu større, hvis der kommer et kaos. Folk vil vende sig mod det i afmægtighed. De vil sige: Hvad skal vi gøre? Altså, vi har været henne og stemme, og nu kan de ikke finde ud af det?, sagde hun lørdag til Berlingske.
Lykketoft: Strider med R-tradition
Ifølge Mogens Lykketoft er det den til enhver tid siddende folketingsformands ret at påpege, at "sådan kan klaveret ikke spille med nogen fordel for det danske folkestyre".
- Problemerne kommer - i et dansk folkestyre med mange partier, der er nødt til at samarbejde - hvis nogen stiller sig op i hjørnet og råber, at hvis de ikke får deres vilje, så kan de ikke støtte noget som helst.
- Det går jo ikke, og det er aldrig gået. Det er i strid med fornemme, radikale politiske traditioner. Hvis nogen har lavet kompromiser i dansk politik over 100 år, er det da De Radikale, siger Mogens Lykketoft.
Han får opbakning fra Christian Mejdahl, der var Folketingets formand fra 2003 til 2007.
- Jeg kan godt forstå, at Pia Kjærsgaard kan føle behov for at hæve stemmen, når vi oplever det politiske liv, som vi gør lige nu.
- Jeg synes, at formanden skal have lov at sige sin mening. Det, vi oplever nu, har vi aldrig oplevet før, så jeg kan godt forstå, at hun kommenterer det, siger Christian Mejdahl.
Alternativet og R afviser
Pia Kjærsgaard frygter, at den utilregnelige politiske situation kan skabe et parlamentarisk kaos og et politisk dødvande i lang tid efter folketingsvalget.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at nogen i Danmark vil synes, at kaos er godt, siger hun og retter blikket mod flere europæiske lande som Holland, Belgien og Tyskland, der har haft svært ved at danne regeringer.
- Jeg ønsker ikke de tilstande i Danmark, for jeg synes, at vi er et demokratisk smørhul, hvor vi ikke agerer på den måde. Det skal vi bevare i stedet for at skabe et kaos, som kan få vælgerne til at vende sig væk, fordi de ikke føler sig hørt, eller som kan få dem til at stemme på Anders And, siger Pia Kjærsgaard.
Både Alternativet og De Radikale afviser kritikken fra Pia Kjærsgaard.
- Jeg mener, at den største tillidskrise, der er mellem danskerne og Christiansborg, handler om partier, der gør det hele til taktik, og som er villige til at sige hvad som helst bare for at komme tættere på magten, siger Morten Østergaard (R) til Berlingske.