Skæbnetime om nye krav til danske banker udskudt på ubestemt tid

Uenighed imellem USA og Europa betyder, at Basel-komitéen har udsat nye krav til banker.

Basel-komitéen holder til i dette tårn i Basel i Schweiz. (Foto: © Dr, DR)

Det afsluttende møde om nye og strammere kapitalkrav til verdens banker er udskudt på ubestemt tid.

Det oplyser den såkaldte Basel-komite, der udstikker de internationale retningslinjer på området.

”Der er behov for mere tid til at færdiggøre arbejdet”, lyder det i en pressemeddelelse.

Banker polstrer sig

Mødet skulle have fundet sted i weekenden og var imødeset med stor spænding, ikke mindst i den danske finanssektor, hvor banker og realkredit vurderer, at de nye regler kan ende med en milliardregning i form af øgede kapitalkrav.

Beregninger fra Finanstilsynet har tidligere sat beløbet på helt op til 150 mia. kr., og da Nykredit-koncernen sidste år annoncerede markante prisstigninger og planer om en børsnotering skete det med direkte henvisning til de kommende krav som begrundelse.

Basel-komiteen er en international forsamling, hvor 28 lande mødes for i fællesskab at formulere retningslinjer for sunde finansvirksomheder i hele verden. Retningslinjerne gøres herefter til lov i de respektive lande.

Uenighed om reformer

Aflysningen af mødet skyldes ifølge kilder, som DR har talt med, uenighed på flere punkter.

Skillelinjen går mellem Europa og USA. Hvor man i Europa ønsker at fastholde videst mulig frihed for de finansielle virksomheder til selv at beregne deres risiko – og dermed også en del af deres kapitalkrav – så ser man i USA hellere mere central fastsatte krav, sådan som man allerede i vid udstrækning praktiserer i den amerikanske finanssektor.

Basel-komiteens formand, den svenske Riksbankshef Stefan Ingves, lader dog forstå, at de nye krav ikke er taget af bordet.

”Komitéen vil fortsat arbejde for at færdiggøre sine reformer, der har som mål at rette uhensigtsmæssigheder som er kommet frem under finanskrisen, og gøre banker mere sikre og modstandsdygtige," udtaler han i pressemeddelelsen.

Nykredit forventer øgede kapitalkrav

Hos Nykredit er man ærgerlig over, at der fortsat er usikkerhed om, hvor Basel-kravene lander.

- Vi havde meget gerne set, at der var kommet afklaring. Det skaber forlænget usikkerhed, at beslutningen bliver udskudt, og i den forstand ærgrer det os. På den anden side viser det, at der fortsat kæmpes for at gøre de nye Basel-krav mere lempelige, og det er positivt, siger Dan Sørensen, der er direktør i Nykredit.

Nykredit forventer dog fortsat, at retningslinjerne fra Basel ender i markant forøgede krav til, hvor godt banker og realkreditinstitutter skal være polstret.

- Vores vurdering har hele tiden været, at Basel IV vil udgøre en markant udfordring for Nykredit. Det blev senest bekræftet i december. Udskydelsen giver desværre ikke anledning til, at den vurdering ændrer sig. Vi forventer således, at Basel-Komitéen i den nære fremtid vil fremsætte anbefalinger, der medfører væsentligt øgede kapitalkrav, siger Dan Sørensen.

Muligt møde i marts

Flere iagttagere har spekuleret i om valget af Donald Trump som præsident i USA og det medfølgende skifte i embedsværket i Det Hvide Hus kan skabe yderligere forsinkelser i processen.

Danmark er ikke repræsenteret i komiteen, hvilket har ført til kritik fra den danske regering og Finanstilsynet for en lukket beslutningsproces.

Ifølge Financial Times kan et nyt møde muligvis finde sted i marts måned.