GRAFIK Se, hvem der har de højeste bidragssatser

Først kom Nykredit, så Realkredit Danmark, og i dag sprang Nordea Kredit med på bølgen. Se her, hvor meget realkreditinstitutterne har hævet priserne på boliglån med.

Grafik: Mie Hvidkjær(DR). (Foto: © DR- Grafik: Mie Hvidkjær)

Nykredit fik tæsk hos kunderne, da de meldte ud, at de skruer prisen op for bidragssatserne.

Men det har ikke skræmt de andre realkreditinstitutter.

I dag meddelte Nordea Kredit - som det tredje institut - at de hæver priserne. For den enkelte kunde betyder ændringen, at prisen på et lån på én million stiger mellem 30 og 228 kroner om måneden efter skat ved en belåning på 80 procent.

I grafikken i toppen af artiklen kan du se, hvad prisen bliver for et lån på to millioner.

Tre forskellige forklaringer

Årsagen til, at realkreditinstitutterne hæver prisen er forskellig.

Nykredit begrunder prisstigningen med, at de vil polstre sig økonomisk, fordi de forventer, at det bliver et krav fra den såkaldte Basel-komité, der senere på året udgiver nogle reviderede retningslinjer for realkreditinstitutterne i Europa.

Realkredit Danmark derimod forklarer stigningen med, at de vil rense ud i de korte flekslån. De henviser til tilsynsdiamantens regler om, at et pengeinstitut kun må have en vis andel lån med variabel rente i sin låneportefølje.

Nordea Kredit kommer med en helt tredje begrundelse. De forklarer stigningen med, at der er kommet strengere kapitalkrav, der betyder, at der skal sættes mere kapital til side for at kunne yde lån til kunderne.

Ændringerne træder i kraft fra 1. oktober i år.