I løbet af foråret fik Nykredit ørerne i maskinen, efter at de satte deres bidragssatser op. Det gjorde de for at polstre sig til kommende krav om flere penge i kassen, hvis det skulle blive krisetid igen.
Men hvor kommer det og andre krav til bankerne fra?
For at finde svaret på det, er DR Nyheder rejst til byen Basel i Schweiz, hvor der står et tårn omgærdet af stor mystik.
Som det eneste TV-hold nogensinde har DR Nyheder fået lov til at komme inden for dørene, hvor en magtfuld kreds – Basel-komiteen - tager beslutninger, som kan få store konsekvenser for danskernes realkreditlån.
- Vi prøver på at udvikle standarder, der fører til sikre, pålidelige, modstandsdygtige banker, fortæller William Coen, der er generalsekretær i Basel-komiteen.
Komiteen består af repræsentanter fra 28 landes centralbanker, og de mødes i Basel fire gange om året for at lave regler.
- Så I gør verden til et mere sikkert sted?
- Det vil jeg gerne tro på – på vores egen lille måde, siger William Coen.
Få et unikt indblik i Basel-komiteen i videoen i toppen af artiklen, og se meget mere om Basel-komiteen i 21 Søndag på DR1 i aften kl. 21.00.