Offentligt ansatte forbereder storkonflikt fra 4. april

Forhandlingsfællesskabet bag 564.000 ansatte i kommuner og regioner har lagt en plan for konflikt lige efter påske. Akademikerne i staten følger trop.

De offentligt ansatte skal forberede sig på at nedlægge arbejdet og blive hjemme efter påske, hvis der ikke landes en aftale med arbejdsgiverne inden 4. april. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Forhandlingsfællesskabet, der forhandler overenskomster for de ansatte i landets kommuner og regioner, forbereder nu konflikt mod arbejdsgiverne fra 4. april.

Det meddeler repræsentantskabet med formand Anders Bondo Christensen her til formiddag i forbindelse med et møde omkring de faglige organisationers konfliktgrundlag.

- De offentlige arbejdsgivere i staten, kommunerne og regionerne er i færd med at sætte afgørende dele af den unikke danske sammenhængskraft ud af spil. Derfor er vores konfliktgrundlag, at der skal være fremskridt og ikke forringelser for alle ansatte i kommuner og regioner, lyder det i en fælles erklæring.

Lønstrid og arbejdstidsregler

Forhandlingsfællesskabet skriver, at det er uenighederne bag de offentligt ansattes lønstigninger og lærernes arbejdstidsregler, der nu fører til, at der ventes at blive udsendt konfliktvarsel fra de nuværende overenskomsters ophør til april.

- Hvad enten vi er privatansatte eller offentligt ansatte, skaber vi værdi til hele det danske samfund. Derfor har vi altid været enige om en parallel lønudvikling mellem privat og offentligt ansatte i Danmark.

Organisationen, der har til formål at sikre de 564.000 ansatte i landets 98 kommuner og fem regioner de bedst mulige arbejds- og lønvilkår, fremhæver desuden, at de ansatte har accepteret lave lønstigninger ved flere overenskomster.

- De offentligt ansatte har derfor også været dybt samfundsansvarlige og tilbageholdende ved kriseforligene om overenskomsterne i 2011, 2013 og 2015. Netop fordi Danmark havde problemer efter finanskrisen.

Forhandlingsfællesskabet: Krisen er ovre

Forhandlingerne, der for nylig brød sammen på alle tre offentlige områder med i alt 745.000 offentligt ansatte i kommuner, regioner og stat, har båret præg af stridigheder om, hvor meget der skal i lønningsposen over de næste tre år.

Forhandlingsfællesskabet kræver, at de offentligt ansattes lønudvikling kommer til at afspejle den på det private arbejdsmarked.

- Og derfor vil vi insistere på, at den parallelle lønudvikling ikke sættes til side. Det går godt i Danmark. Bruttonationalproduktet sætter rekord i 2018. Krisen er ovre. Vi kræver ingen lønfest, men vi mener, tiden er inde til at sikre et fremskridt i reallønnen for alle danske lønmodtagere, lyder det.

Arbejdstidsregler og ringere seniorordninger

Samtidig går Forhandlingsfællesskabet også ind i konflikten på baggrund af stilstanden i forhandlingerne omkring lærernes arbejdstidsregler.

De blev fastlagt ved lov i 2013 som afslutning på lærerlockouten - og denne gang har de offentligt ansattes forhandlingsorganisationer samlet haft det som ultimativt krav, at lærernes arbejdstidsregler bliver en del af overenskomstforhandlingerne igen.

Forhandlingsfællesskabet lægger samtidig til grund for det planlagte konfliktvarsel, at Kommunernes Landsforening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, RLTN vil forringe de ansattes seniorordninger.

- Arbejdsgiverne har heller ikke i forhold til den betalte spisepause, som har tæt sammenhæng med de statslige forhandlinger, vist vilje til at finde løsninger, som kan betrygge de ansatte.

Konfliktvarsel for 6000 statsansatte akademikere

Akademikernes Centralorganisation har her til formiddag udsendt konfliktvarsel for 12 procent af de statsansatte.

Dermed står akademikerne sammen med hele fagbevægelsen i det offentlige om at sende et klart signal til arbejdsgiverne.

- Vi ønsker at samarbejde. Men vi har gennem et langt forhandlingsforløb måttet konstatere, at det ikke har været modpartens dagsorden at finde fælles løsninger. Derfor er vi nødt til at tage konfliktværktøjet i brug for hurtigst muligt at kunne få arbejdsgiver til at ændre holdning. Vores mål er en aftale, siger formand Lars Qvistgaard til AC's hjemmeside.

Hvis ikke der findes en løsning gennem forhandlinger i Forligsinstitutionen, vil offentlige arbejdspladser over hele landet blive ramt af konflikt.

- En konflikt kommer til at gøre ondt, men vi vil ikke acceptere et kriseforlig i opgangstider. Vi går ikke i konflikt for at genere danskerne. Vi gør det, fordi det er nødvendigt, siger Lars Qvistgaard.

De kontoransatte i HK Stat udsendte torsdag konfliktvarsel til arbejdsgiverne. Af HK Stats medlemmer ventes omkring 10 procent - 2.000 - at blive udtaget til strejke i givet fald.