Den 3. april 2016 var den absolut største dag i den 32-årige tyske graverjournalist Frederik Obermaiers karriere.
I over et år havde han og over 400 journalistkollegaer gravet sig gennem et bjerg af dokumenter fra verdenshistoriens lækage, panama-papirerne. Og på denne, kolde søndag i april blev det hele offentliggjort, og på nyhedssider verden over skød de afslørende historier frem.
Oplysningerne kom fra Frederik Obermaiers redaktion på Süddeutsche Zeitung i München, der godt et år inden havde modtaget lækagen fra en mystisk kilde kaldet John Doe:
- Vi sad foran et stort bjerg af data. Til at starte med kiggede vi ikke systematisk i det. Vi søgte efter navne på bad people og fandt for eksempel fætteren til Bashar Al Assad, Rami Makhlouf. Senere fandt vi statsministeren i Island, Sigmundur Gunnlaugsson. Bastian (Obermayer, journalistkollega, red.) fandt nogle fodboldspillere, han ikke er fan af, og jeg fandt dem, han er fan af, siger Frederik Obermaier til DR Nyheder.
- Men det gik ret tidligt op for os, at det her er for meget for os, fortsætter han.
Nye bad guys dagligt
De to journalister kontaktede det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister, ICIJ, og pludselig arbejdede en redaktionel motor bestående af over 400 undersøgende journalister i 80 lande i døgndrift på det omfattende materiale på 11,5 millioner dokumenter.
- Det var et vildt øjeblik, da vi fik de andre journalister ind. Pludselig fandt vi hver dag noget: Dér var en bad guy, dér var en anden, dér var en anden. Det var sådan, at hver gang, jeg vågnede om morgenen, var der endnu flere bad guys i bunken, siger han.
For Frederik Obermaier og kollegaen Bastian Obermayer blev tiden op til offentliggørelsen en ren besættelse.
- Det blev en afhængighed. At opleve hele holdet, der arbejdede over hele kloden døgnet rundt. Der var uger, hvor jeg kun sov få timer om natten. Jeg ville gå i seng ved midnatstid, men tænkte: Lad os lede efter et sidste navn. Og det var begyndelsen på en anden historie, og så endte jeg med at sidde til klokken fire om morgenen og sige 'shit,' jeg ville gå i seng, men det her er sådan en fed historie, siger Frederik Obermaier.
- Derfor var jeg også virkelig lettet, da den første udgivelse kom i april, men jeg må også indrømme, at historien ikke er ovre endnu. Vi laver stadig efterforskning på det. Men det er ikke sådan 20 timer om dagen. Det er mere normale arbejdsdage plus tre timer, det har jeg det ret fint med, fortsætter han.
Skrev til Putin
For redaktionen på Süddeutsche Zeitung fulgte historierne den samme cyklus hver gang. Først blev der fundet et interessant navn i databasen, og så kunne efterforskningen gå i gang:
- Vi skal finde ud af, hvad personen har gjort, om der er unddraget skat eller lavet noget kriminelt. Det er begyndelsen på efterforskningen. Afslutningen går ud på, at vi simpelthen spørger: 'Hey, hvorfor har du en stråmand i din virksomhed, hvorfor har du ikke deklareret det her til skattemyndighederne? Og hvis du er politiker: Hvorfor har du ikke fortalt det her til befolkningen? Og så er svarene som regel afslørende, siger Frederik Obermaier.
Frederik Obermaier sendte blandt andre et brev til den russiske præsident, Vladimir Putin, da Putins bedste ven, Sergei Roldugin, viste sig at være en central person i panama-papirerne.
- Det var en meget mærkelig følelse. Putins talsperson gik offentligt ud et par dage senere og fortalte om en informationskrig med de vestlige medier. Det var mærkeligt at vide, at det var mig, han talte om. Og det er stadig mærkeligt at være et fokus for Kreml, siger Frederik Obermaier.
Mossack Fonsecas tyske forbindelse
Journalisterne på Süddeutsche Zeitung går stadig og spørger sig selv, hvorfor det lige blev dem, der blev udvalgt til at få lækagen fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca.
- Vi stiller stadig os selv spørgsmålet, og vi har ikke nogen forklaring. Fra John Does manifest lærte vi, at han eller hun kontaktede andre medier som Wikileaks, men de viste ikke interesse ifølge John Doe. Mossack Fonseca er ejet af en fyr fra Panama og en fyr fra Tyskland. Måske er det derfra, man har fået ideen, at når nu der er en tysk ejer, så er der måske nogle tyske journalister, som interesserer sig for det, siger Frederik Obermaier.
Og når man undersøger den journalistiske dækning af skattely i Tyskland, er det svært at komme uden om Süddeutsche Zeitung, mener Obermaier:
- I Tyskland er der tusindvis af dygtige undersøgende journalister. Men jeg tror, at på området om skattely har vores avis været ret god de sidste år. Det er en mulig forklaring på, at John Doe endte med at vende sig mod os.
Journalister med bodyguards
Süddeutsche Zeitung har slet ikke lagt panama-papirerne på hylden. Der køres stadig lister med navne gennem databasen, og der er stadig masser af liv på det lukkede forum hos ICIJ, hvor journalister prøver historier af og fortæller om det næste panama-tryk.
Frederik Obermaier er pavestolt over, hvad han har opnået.
Men han har større respekt for de journalister, der researcher og udkommer med historier i lande, hvor de kan være truet på livet.
- Vi har efterforsket mange, mange dårlige karakterer; narkosmuglere, mordere, den sicilienske mafia, den ukrainske mafia og så videre og så videre. Der var et tidspunkt, hvor jeg syntes, det var mærkeligt at vide, hvem det var, vi efterforskede. Men jeg arbejder i et meget sikkert miljø i Tyskland, mens vores partnere i Rusland, Afrika og Latin Amerika sætter deres liv på spil. Der er stadig kollegaer fra panama-projektet, som går med bodyguards, fordi de frygter for deres liv, siger han.
- Panama er ikke forsidestof længere. Men der er stadig kollegaer, som lider under det. Denne efterforskning er måske kun en nyhedshistorie for mange, men vi har mange kolleger, som risikerer deres liv, siger Frederik Obermaier.
Hør med, når Frederik Obermaier gæster Kurt Strand og Mennesker og Medier på P1 fredag klokken 9.
Panama-papirerne
- •
Panama-papirerne er en lækage bestående af 11,5 millioner hemmelige dokumenter, der i alt fylder 2,6 terabyte svarende til 2.600 gigabyte.
- •
Dokumenterne stammer fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, der leverer offshore-løsninger til rigmænd på tværs af kloden.
- •
Datasættet rummer detaljerede oplysninger om mere end 214.000 offshore-selskaber, herunder identiteter på ejere og direktører. Dokumenterne angiver ledere i Argentina, Island, Saudi-Arabien, Ukraine og Forenede Arabiske Emirater og regeringspersoner og nære tilknyttede for over 40 lande herunder Brasilien, Kina, Frankrig, Indien, Malaysia, Mexico, Malta, Pakistan, Rusland, Sydafrika, Spanien, Syrien og Storbritannien.
- •
Mange af dokumenterne er håndskrevne og stammer helt tilbage fra 1970'erne.
- •
Lækagen blev afleveret af en anonym kilde kaldet John Doe til den tyske avis Süddeutsche Zeitung i 2015
- •
Over 400 journalister hos 107 nyhedsorganisationer i mere end 80 lande arbejdede i over et år på projektet - i Danmark har DR Dokumentar og Politiken medvirket i projektet.
- •
Panama-papirerne blev offentliggjort den 3. april.