Mens 10.000 tillidsvalgte fra en lang række fagforeninger kipper med de røde faner i Fredericia, stempler den nye formand for Kommunernes Landsforening nu ind i debatten om den truende storkonflikt.
Jacob Bundsgaard (S), der også er borgmester i Aarhus, mener ikke, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne står så langt fra hinanden i de tre hovedstridspunkter om de næste tre års lønstigninger, den arbejdsgiverbetalte frokostpause og en overenskomstsikring af lærernes arbejdstidsregler.
- De forskelle, der er i holdningerne til de her spørgsmål, er simpelt hen ikke store nok til at retfærdiggøre, at vi kommer ud i en meget stor konflikt med alvorlige konsekvenser for det danske samfund. Og derfor appellerer jeg til, at man bøjer sig mod hinanden, siger han.
Men alle er vel enige om, at vi gerne vil have en løsning. Så hvad går din appel på. Handler det om, at man ikke har bøjet sig nok endnu?
- Jeg synes, at når man ser på de positioner, der var inden, man kom i Forligsinstitutionen, så var forskellene ikke ret store. Når vi ser på løn, så er der et ønske fra arbejdstagers side om at få en lønstigning, der lægger sig op ad det private forlig fra sidste år. Det er det, vi er villige til at tilbyde på den kommunale side. Og derfor er afstanden altså ikke større end, at det bør vi kunne finde en løsning på, hvis vi bøjer os mod hinanden.
Når du siger, at parterne skal bøje sig lidt mere mod hinanden, siger du så dermed, at der også er mere at komme efter hos KL i forhold til at give mere til lønmodtagerne.
- Jamen, det er jo en appel til alle parter. Jeg er selv en del af det. Michael Ziegler og Steen Christiansen, der forhandler på vegne af kommunerne, gør det jo under et mandat givet af KL’s bestyrelse. Det har jeg selv været med til at give. Og det, der er afgørende vigtigt i den situation, vi står i nu, er at man mødes, og at alle parter bevæger sig, så man kan finde en løsning.
Hvorfor kommer du med den her appel nu?
- Vi er nogle uger henne i det forløb, der er i Forligsinstitutionen. Og vi nærmer os jo 4. april, hvor strejkevarslerne træder i effekt. Dermed også en situation, hvor vi begynder at nærme os nogle af de meget alvorlige konsekvenser, der vil være for det danske samfund, hvis hele den offentlige sektor mere eller mindre bliver sat i stå. Og derfor er det også nu, at man skal begynde at bevæge sig mod hinanden.
Du er formand for KL og dermed også Michael Zieglers (kommunernes topforhandler, red.) overordnede. Har du taget fat i ham for at høre, om han ikke også kan gøre mere for at finde en løsning?
- Nej, det er ikke sådan, det fungerer. Michael Ziegler og jeg er fuldstændig enige. Han forhandler på et mandat, som jeg har været med til at give via KL’s bestyrelse. Så det her er en bred appel til alle parter.
Men så er det vel også en appel til dig selv, hvis du er fuldstændig enig og på linje med Michael Ziegler?
- Det, der er budskabet til os alle sammen, inklusive mig selv og KL’s bestyrelse, det er, at vi har at gøre med noget, der potentielt er så alvorligt, at vi kan lamme hele det danske samfund. Og derfor skal vi gøre alt, hvad der overhovedet står i vores magt for at møde hinanden i en forhandlet løsning.
Så appellen går også til dig selv om, at du og KL kan gøre mere for at finde et fælles fodslag med lønmodtagerne?
- Ja, det er jo et udtryk for at situationens alvor har en størrelse, hvor vi alle har et ansvar for at finde en løsning.
Der er dele af fagbevægelsen, de kritiserer Socialdemokratiet for, at man ikke helt kan mærke, at I er et arbejderparti, der står på lønmodtagernes side. Vil man kunne mærke fremadrettet, at det er en socialdemokrat, der sidder på formandsposten i KL nu?
- I den danske model er rollerne jo ret klart fordelt. Og min rolle her er helt entydigt en arbejdsgiverrolle. Og sådan har det i øvrigt været for socialdemokrater, der har haft indflydelse siden 1899 (Septemberforliget - arbejdsmarkedets 'grundlov', red.). Så det har man kunne håndtere historisk, og det vil man også kunne håndtere nu og fremadrettet. Det her er jo ikke et partipolitisk spil. Det handler om at sikre, at vi kan lande en forhandlet aftale. Og det er det, alle kræfter skal sættes ind på.
Kan du forestille dig, at det her ikke ender med en forhandlet aftale, men med en konflikt - og dermed også med et indgreb?
- Der er ikke noget lighedstegn mellem en konflikt og et hurtigt indgreb. Jeg vil på det allerkraftigeste fraråde, at Folketinget blander sig i det her. Man skal lade den danske model virke. Og det pres, der bygges op nu, er også det pres, der skal bruges til at sikre, at vi møder hinanden i en forhandlet løsning. Så jeg vil for alt i verden gøre, hvad vi kan for at undgå en konflikt. Men det er endnu værre, hvis Folketinget blander sig.