Sang og faglig opsang på bus med sygeplejersker: Har du ingen kvaler, Sophie?

Op mod 10.000 tillidsrepræsentanter mødes til gigantisk fagligt møde i Fredericia. DR Nyheder er med ombord på en bus med sygeplejersker.

Anja Jensen (t.v.) er specialkonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet. Agnes Elsberg er tillidsrepræsentant på hjerte-, karkirurgisk afdeling på Rigshospitalet og er med i en offentlig overenskomstforhandling for første gang.

- Det er historisk.

Overalt i landet er der tidligt i dag opsamlet "kampklædte" danskere, der i busser er kørt mod en stor klynge tillidsrepræsentanter i Fredericia. Her vil op mod 10.000 offentlige ansatte slår fanerne sammen i det, der meget vel kan være det største faglige møde i Danmarkshistorien.

Det er derfor Vibeke Westh, der er kredsformand i Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden, kalder dagen historisk.

- Det er helt fantastisk, at vi har en fagbevægelse, der står sammen på tværs af alle faggrupper, siger hun i mikrofonen til en fyldt dobbeltdækkerbus, der også tæller medlemmer fra Kost- og Ernæringsforbundet og et par journalister fra DR Nyheder.

Foruden godt 70 sygeplejersker og kost- og ernæringsassistenter er bussen pakket med rundstykker, kaffe og sanghæfter.

De deles solidarisk rundt blandt de morgentrætte tillidsrepræsentanter, mens Vibeke Westh giver en faglig opsang til statens chefforhandler Sophie Løhde (V) og glædes over den specielle situation, hvor fagbevægelsen står skulder ved skulder.

- Vi har travlt, du ved besked.

Arbejdsglæden falder,

kvaliteten daler ned.

Har du ingen kvaler?

Lyder det til melodien: "I en kælder sort som kul".

Den første gang

En af de mange tillidsrepræsentanter, som deltager i det store faglige møde i Fredericia, er Agnes Elsberg, der repræsenterer 60 sygeplejersker på hjerte-, kar-kirurgisk afdeling på Rigshospitalet.

Hun skal både håndtere en varslet strejke, der om 14 dage kan sende flere af hendes nærmeste kolleger hjem. Følger det offentlige op med en lockout seks dage senere, vil sengeafsnittet, hvor hun arbejder på Rigshospitalet, også blive tømt for sygeplejersker.

Tilbage vil kun være et nødberedskab, som hun skal sætte sammen med sin leder.

- Det er vildt spændende og super lærerigt. Jeg er hoppet i med begge ben, siger Agnes Elsberg, der kun har været tillidsrepræsentant i et år og ikke før har oplevet en offentlig overenskomstforhandling som fagligt engageret.

- Det er noget af en ilddåb. Der er pres fra alle sider, og mine medlemmer spørger om ferier, afspadsering og alt, hvad man kan forestille sig. Heldigvis har jeg en suppleant, som har erfaring og kan hjælpe, siger Agnes Elsberg.

Og når hendes kolleger spørger, om der kommer en storkonflikt, svarer hun:

- Det kan der sagtens.

Lønfesten

Hendes sidekammerat i bussen er Anja Jensen, der er specialkonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet, som organiserer omkring 8.000 medlemmer.

Om få uger kan omkring en tredjedel af forbundets medlemmer være sendt hjem fra arbejde, fordi der er brudt en storkonflikt ud.

- Jeg sendte senest et nyhedsbrev ud klokken kvart i to i nat for at fortælle medlemmerne, hvordan de skal forholde sig, hvis de er udtaget til strejke den 4. april. Vi håber selvfølgelig ikke, at det ender i en strejke og lockout, men vi er nødt til at arbejde ud fra, at vi forventer det værste, siger hun.

Både Anja Jensen og Agnes Elsberg er provokerede af den måde, statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), taler om de offentligt ansatte.

- Den her holdning, at der er lønfest i det offentlige, og nogle af de forslag, der har været fremme, er meget provokerende, siger Agnes Elsberg.

- Når de foreslår, at der ikke skal være genetillæg, eller at afspadsering skal afvikles inden for et døgn, så bliver vi provokerede, og det betyder også noget for forhandlingerne, siger Anja Jensen.

- Det ville da hjælpe på det, hvis de talte pænere om os, siger Agnes Elsberg.

En af de mange sange i sanghæftet, der handler om statens chefforhandler Sophie Løhde.

Kampgejsten

Anja Jensen er glad for den brede solidaritet i fagbevægelsen.

Men for medlemmerne af Kost- og Ernæringsforbundet er der ét altoverskyggende mål med overenskomsten: løn.

- Løn betyder alt for os. Vi har nogle meget lavtlønnede medlemmer. Der er mange eksempler på, at man har taget en faglig uddannelse og som nyuddannet kommer ud i et job med en løn under dagpengeniveau, og der er vi slet ikke kommet i møde, som det ser ud nu, siger Anja Jensen.

De glæder sig begge over det historiske møde i Fredericia, hvor der vil blive pumpet en ordentlig gang kampgejst ind i de 750.000 offentligt ansatte, der forbereder sig på en historisk stor arbejdskonflikt, hvor en halv million offentligt ansatte kan blive sendt hjem.

- Det giver en masse kampgejst. Og det er jo helt historisk for fagbevægelsen, at vi står så stærkt sammen. Det er kvindefag og mandefag, der finder sammen på tværs. Det er et stærkt redskab, og det er fedt at være en del af, siger Anja Jensen.