Momssvindel er voksende trussel

Momssvindel kan være langt mere udbredt end hidtil antaget, vurderer ekspert. Politiet fremhæver, at de organiserede kriminelle er gode til at skjule sig.

Handel med slik er en af de metoder, der benyttes, når statskassen snydes for moms. (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Truslen fra momssvindel kan være langt mere omfattende end hidtil antaget. Det vurderer momsdirektør i Timetax Søren Engers.

- Jeg tror, at momssvindel både i Danmark og på EU-niveau er langt mere udbredt, end man går og forestiller sig. Vi har nogle synlige sager. Men jeg tror, der er rigtigt mange, man aldrig har set og måske aldrig får øje på, siger Søren Engers.

Denne vurdering understøttes af Rigspolitiet i rapporten Strategisk Analyse 2015, der konkluderer, at forskellige former for momssvindel er en voksende trussel, og at de organiserede kriminelle ”går langt for at holde sig skjult”.

Skjuler sig bag stråmænd

- De benytter stråmænd i vidt omfang, og de er derfor ofte mindre i fokus hos kontrolmyndighederne end de formelle direktører, fordi de som regel er langt vanskeligere at afdække og mere ressourcekrævende at efterforske, skriver Rigspolitiet i rapporten.

- Det man satser på fra de organiserede kriminelle eller de kriminelle netværk, det er mange penge og lav straf, siger Jens Kauffeld Andreasen, politikommissær i Bagmandspolitiet.

- De kriminelle organiserer sig på tværs af landegrænser, på tværs af kulturer. De har en fælles interesse, og det er grådighed. Det er at få fat i så mange penge som muligt på så kort tid som muligt, tilføjer han.

EU-kommissionen anslår, at hele EU årligt mister mellem 330 og 390 milliarder kroner i tabt moms.

I 2015 indbragte moms den danske stat 185 milliarder kroner – ud af en samlet indtægt på 980 milliarder kroner. Det er den største enkeltstående indtægt for statskassen.

- Derfor er det også en afgift, der bør være meget opmærksomhed omkring, siger momsdirektør Søren Engers.

Nyt anti-svindel kontor

I forbindelse med efterårets plan ”Skat ud af krisen” er Skat ved at opstarte et nyt Anti-svindelkontor, ASK, som skal styrke indsatsen mod international svindel og kriminalitet.

- ASK skal analysere trends og risikobilleder i forhold til international organiseret kriminalitet og skattesvindel og sikre, at der er taget højde for at værne sig mod disse i alle Skats afdelinger, herunder ved overvågning af nettet og et tæt og målrettet samarbejde med relevante myndigheder i ind- og udland, skriver Skats presseafdeling i en mail til DR.

Kontoret vil blive bemandet med 20 årsværk.

Masser af momssvindel

Fordi det danske system bygger på tillid er det relativt nemt at unddrage sig moms til myndighederne, forklarer Søren Engers.

- I Danmark har vi et momssystem, hvor kontrollen bygger på tillid til virksomhederne, på instruktion og på service, og hvor selve kontrolindsatsen gennem de seneste mange år er blevet droslet ned. Så kontrollen er ikke særligt effektiv i dag, og det vil sige, at der ligger en lang række muligheder for dem, der vil svindle, forklarer Søren Engers.

Alarmklokker bør ringe

Og der er nogle tegn, myndighederne bør holde ekstra godt øje med.

- Alarmklokkerne bør ringe, når en virksomhed gang på gang beder Skat om at udbetale et beløb i såkaldt negativ moms, siger Søren Engers.

Negativ moms er, når en virksomhed anmoder Skat om at få moms tilbage, fordi selskabets køb overstiger selskabets salg.

-Men det kan også være en indikation på, at man ikke afregner den moms, man skal, siger Søren Engers.

I løbet af de seneste fem år er Skats opgørelser af negativ moms vokset fra 192 milliarder kroner i 2010 til 257 milliarder kroner i 2014. I første halvår af 2015 var tallet 141,2 milliarder kroner i negativ moms.

I en mail til DR Nyheder skriver Skats presseafdeling:

- Skat er ikke af den opfattelse, at kontrollen med negativ moms er svækket de senere år.

Rettelse: Vi skrev tidligere, at udbetalingerne af moms var steget baseret på tal fra Skatteministeriets indtægtslister. Ordet 'udbetalinger' er erstattet af 'Skats opgørelser', da tallene indtægtslisten ikke er udtryk for Skats udbetalinger af negativ moms.