For meget slik udgør moms og afgifter over halvdelen af prisen.
Derfor er der mange penge at tjene ved at føre slik ind over grænsen uden at fortælle myndighederne om det.
Og en stor del af den illegale handel kommer fra Sverige.
I serien "Sådan svindles Danmark" gennemgår DR i aften, hvordan slik bliver handlet ind i Danmark via det svenske marked.
- I Danmark findes der et økonomisk incitament til at svindle med slik, eftersom I har en sukkerskat, siger Louise Nyholm statsinspektør hos Levnedsmiddelkontrollen i Sverige.
- Det har vi ikke i Sverige. Derfor findes der et incitament til at smugle slik fra Sverige til Danmark og sælge det uden at betale skatten, fortsætter hun.
Spor fører til Sverige
Når Fødevarestyrelsen finder slik uden sporbarhed i danske slikbutikker, kan det være svært at sige, hvor slikket kommer fra. Men ofte fører sporet til Sverige, fortæller Michael Rosenmark, leder af Fødevarekontrollens rejsehold:
- Når vi beslaglægger slik, som der ikke er sporbarhed på, sker det ofte, at virksomhederne skaffer fakturaer. Disse kommer ofte fra Sverige.
Derfor vurderer Fødevarestyrelsen, at meget af den illegale slik, som handles i Danmark, oplagres i Sverige:
- Det er således vores opfattelse, at slikket kommer fra Sverige, men vi har svært ved at sige det med sikkerhed. Det er vores opfattelse, at sodavand tit kommer fra lande syd for Danmark, siger Michael Rosenmark.
Louise Nyholm har flere gange været på lagerbesøg efter tip fra danske myndigheder, der kan spore det illegale slik til Sverige:
- Vi agerer på tips; vi hjælper hinanden, og vi har et godt samarbejde med de danske kontrolmyndigheder, siger hun.
Kriminelle misbruger grænser
En udbredt metode til at snyde de svenske myndigheder er at anvende selskaber, som ikke er registreret i Sverige.
- Det er ikke noget, vi er glade for. Men det er heller ikke noget, vi tidligere aktivt har ledt efter. Men man må ikke arbejde med fødevarer i uregistrerede selskaber i Sverige, siger Louise Nyholm.
At sløre sin kriminalitet ved at føre varer over grænserne er en meget anvendt metode for kriminelle, fortæller lektor i skatteret ved juridisk institut Thomas Rønfeldt:
- Selve den direkte beskatning, hvor du har et skattemæssigt hjemsted, der holder myndighederne godt øje. Men det er den almindelige skat på tværs af grænserne, hvor noget flyttes til udlandet, at det kan være sværere at holde styr på skat og afgifter, myndighederne kan somme tider have svært ved at fordele opgaverne i mellem sig på tværs af lande, siger han.