Fra narkokurer til slikgrossist: Hardcore kriminelle har skiftet branche

Kriminelle har flyttet sig fra narko til slik, fordi straffen er lille, fortæller Fødevarestyrelsen.

- Det er jo hardcore folk. Der er ikke så meget pjat, de tænker ikke så meget på hr. og fru Jensen, der skal ned og hente noget slik, de skal bare have solgt nogle varer, så de kan tjene nogle penge, siger Søren Jensen fra Fødevarestyrelsens Rejsehold.

En større og større andel af det slik, der handles i danske forretninger, er ulovligt. De søde sager importeres under myndighedernes radar, hvilket åbner mulighed for, at kriminelle importerer slik uden at betale moms og afgifter. Dermed kan de underbyde lovlydige slikforhandlere.

- De sidste to år har vi beslaglagt rigtigt mange kilo i forhold til før. Vi konfiskerer typisk sukkervarer og nødder, som der er afgifter på, siger Søren Jensen fra Fødevarerejseholdet.

I november beslaglagde Fødevarerejseholdet for eksempel et lager i Valby, der indeholdt 30 tons slik, som både var for gammelt, og som blev opbevaret under kummerlige forhold.

- Det er desværre ved at være ret ofte, at vi finder lagre som dette, hvor slik bliver opbevaret og håndteret på en måde, som gør det uegnet til menneskeføde. De unge mennesker, som sad og ompakkede slik på lageret, har ikke haft mulighed for vaske hænder, så der kan være kommet colibakterier og andre bakterier på slikket, siger Søren Jensen.

Manglende afgifter på hvert tredje besøg

På hvert tredje kontrolbesøg, som Fødevarestyrelsen foretog i første halvår i 2015, var afgifterne ikke betalt korrekt.

Afgiften på slik er 26 kroner per kilo. For nogle typer af slik udgør afgift og moms over halvdelen af prisen. Derfor er der rigtigt mange penge at snyde sig til, hvis man helt undgår statens kontrol.

Ifølge Skat ligger smertegrænsen for 100 gram slik på cirka otte kroner, hvis der er betalt moms og afgifter.

Men mange steder sælges det langt billigere til priser, der er umulige at konkurrere med, hvis man er lovlydig, vurderer Søren Jensen.

- Hvis du bliver taget og får en bøde på 9-15.000, så er det en dråbe i havet i forhold til, hvad gevinsten er. Måske retter man ind et stykke tid, indtil der er ro på, og så kører man som før igen, siger Søren Jensen.

Fra narko til slik

De store summer i svindel med skatter og afgifter har hårdkogte kriminelle fået øjnene op for.

Handel med narko er i nogen omfang erstattet med distribution af fredagsslik. Årsagen er blandt andet, at straffen for ikke at betale afgifter er så lille, mener Søren Jensen:

- Hvis man har solgt narkotika, hvor strafferammen er ret hård, så kan det virke attraktivt at sælge slik i stedet for. Der er rigtigt mange penge at tjene, og typisk er det bødestraf i stedet for fængselsstraf. Så vi har set hårdkogte kriminelle, der bevæger sig ind på slik og sodavandsmarkedet. Der er rigtigt mange slikbutikker herhjemme, og det er fordi, der er et kæmpe marked for slik.

Mus og rotter

- Det er kriminelle, som kun tænker på profit og at tjene penge. Det er også grunden til, at de er ligeglade med, hvordan de opbevarer tingene. Vi har set mus og rotter på lagre rundt omkring. Det er de fuldstændigt ligeglade med, siger Søren Jensen.

At det netop er slik, som ofte indtages i et hyggeligt hjørne af sofaen om fredagen, er ikke noget, der afholder kriminelle fra at svindle:

- Det er jo hardcore folk. Der er ikke så meget pjat, de tænker ikke så meget på hr. og fru Jensen, der skal ned og hente noget slik, de skal bare have solgt nogle varer, så de kan tjene nogle penge, siger Søren Jensen.