Den anspændte situation på DFDS-færgen Kaunas har ikke rykket sig en millimeter, siden 12 formodede migranter fra Nordafrika sneg sig ombord den 27. juli.
Kaunas sejler mellem Tyrkiet og Ukraine, men ingen af de to stater vil tage imod de 12 mænd, der derfor er fanget på færgen, som på syvende uge sejler i rute på Sortehavet med de blinde passagerer indespærret på tre kahytter.
DFDS-færgen Kaunas er udflaget til Litauen. Derfor er det i princippet de litauiske myndigheders ansvar at få løst konflikten mellem Ukraine og Tyrkiet. Men den fastlåste situation får nu Niels Smedegaard, direktør for DFDS, til at true med at finde et andet land at have skibene tilknyttet.
- Vi forsøger med de midler, vi har, og hvis ikke Litauen konkret tager hårdere fast, så må vi 'up the stakes' og overveje at flage skibene om, siger Niels Smedegaard i dagens P1 Business.
Professionelt set-up
- Nu har vi med stor fornøjelse sejlet på litauisk flag. Vi er med 10-12 skibe en stor operatør i det land. Men hvis ikke de presser på for en løsning, må vi overveje at flage et par skibe om for på den måde at lægge pres på dem, siger Niels Smedegaard.
Det danske diplomati er også gået ind i sagen om færgen med de 12 desperate migranter. Tre ambassader arbejder på at løse problemet, og der er oprettet en task force i København.
At skifte det litauiske flag ud med et dansk, kunne være en mulighed. Men det ville også flytte problemet på danske hænder, lyder det fra Smedegaard.
- Jeg ved ikke, om Danmark har en større kæp over for Tyrkiet i den nuværende situation. Men generelt er det min opfattelse, at Danmark har et mere professionelt setup, hvor man er vant til at håndtere migranter.
- Det er på ingen måde min ambition at tage sådan et problem hjem til Danmark. Men tiden går jo, og alle bliver mere og mere desperate. I øjeblikket er vi kastebold i en håbløs situation, og vi kan bare ikke acceptere det her, siger Niels Smedegaard.
Ikke sætte sparepenge på løsning i næste uge
Den danske ambassadør i Tyrkiet, Svend Olling, forklarer i P1 Business, at der i øjeblikket arbejdes på at hæve sagen op på højt niveau i Tyrkiet og Ukraine. Men umiddelbart er sagen gået i hårdknude:
- Sagen kan løses i næste uge, men jeg ville ikke sætte mine personlige sparepenge på det. Der skal kun en enkelt beslutning til i en af de her to stater. Der er mange mulige løsninger, men det kræver velvilje fra Ukraine eller Tyrkiet, siger Svend Olling.
Sagen er på mange måder uholdbar for de 12 mænd, der er fanget på de tre kabiner. Der er jævnlige slagsmål mellem migranterne, én har forsøgt at begå selvmord, og for nyligt forsøgte migranterne at oversvømme gangen, lige som de har hakket hul i døre og vægge og forsøgt at sætte ild til færgen.
Amnesty International er rystet over den humanitære situation på færgen, hvor de 12 mænd reelt har været fængslet af en privat virksomhed i over syv uger, mens færgen sejler på tværs af Sortehavet med gods og passagerer.
- Det er en dybt tragisk og fastlåst situation, hvor alle parter har travlt med at fralægge sig ansvaret. Imens sidder disse mennesker i et uudholdeligt limbo og går langsomt i opløsning ombord på DFDS-skibet.
- Rederiet er nødt til omgående at finde en holdbar løsning i samarbejde med de involverede stater. Det, der foregår nu, er sammenligneligt med umenneskelig og nedværdigende behandling, siger talsmand Ole Hoff-Lund.